Danæg har fået ny formand

Ny formand og udskiftninger i Danægs bestyrelse efter ekstraordinær generalforsamling i Kastrup tirsdag.

På en ekstraordinær generalforsamling i København tirsdag har Danæg a.m.b.a.’s danske og svenske andelshavere valgt en ny bestyrelse i selskabet.

Ole Thulstrup Bruhn er ny formand for bestyrelsen, mens Mikael Lindberg fortsætter som næstformand.

Medlemmerne af den nye bestyrelse er derudover Peter Møller Jensen, Johannes Møller Jensen, Jens Skovgaard Jensen, Mikael Gilbertsson, Sven Ove Johansson og Asbjørn Børsting (eksternt medlem).

Som formand for Danæg a.m.b.a. overtager Ole Bruhn samtidig posten som bestyrelsesformand for Danæg Holding A/S.

Mikael Lindberg fortsætter som medlem af bestyrelsen i Danæg Holding A/S, mens Jens Skovgaard Jensen og Peter Møller Jensen er nye bestyrelsesmedlemmer.

Kritisk brev

Den ekstraordinære generalforsamling i Danæg kom i stand efter, at millardkoncernen sidst i maj meldte ud, at Lars Lunding havde valgt at stoppe som bestyrelsesformand for Danæg a.m.b.a. og Danæg Holding på grund af personlige årsager. 

Ifølge mediet Agriwatch har der været intern uro i selskabet, som kulminerede med et kritisk brev til Lars Lunding, hvor 15 danske andelshavere ud af i alt 35 havde skrevet under på en række spørgsmål af forskellig kritisk karakter til formanden. Lars Lunding afviste pure beskyldningerne mod ham og bestyrelsen.

Hverken Lars Lunding, Danæg eller DLG – der ejer 50 procent af Danæg – har haft lyst til at kommentere disse oplysninger.

Lars Lunding har været medlem af Danægs bestyrelse siden 2003 og blev bestyrelsesformand i 2012.

Læs også