På generalforsamlingen ved Landboforeningen Kronjylland i sidste måned blev der uddelt to priser.
To priser skulle deles ud, da Landboforeningen Kronjylland afholdt deres årlige generalforsamling sidst i marts.
Prisen fra Randers Amts Husholdningsselskabs Jubilæumsfond for godt landmandsskab gik til Dorte B. Pedersen og Jørgen Munk Andersen.
Parret driver Stoubygaard nord for Randers. En ejendom, som producerer en halv million kyllinger om året, har 392 hektar jord, blandt andet 14 hektar med vådområder. Der er et traditionelt sædskifte, som dog på det seneste er blevet piftet op af spinat-dyrkning med kollegaer i området.
- Det er orden og rettidighed, man lægger mærke til, når man kører forbi Stoubygaard, sagde landboforeningens formand Christian G. Jensen, inden prisen blev overrakt.
Parret har også en æbleplantage, og hvert år presses æblerne i et mobilt mosteri. Her kan også naboerne fra lokalområdet komme og få presset deres æbler.
- Det er den udadvendthed og respekt omkring lokalsamfundet, der betyder noget, lød det.
Pris for politisk virke
Aftenens anden pris fra Randers Amts Husholdningsselskabs Jubilæumsfond for fremme af landbrugets interesser gik til Niels Erik Christensen.
- Der blev peget på Niels Erik. Og det, han gør, er, at han har været så letsindig at lade sig vælge ind i et byråd.
Niels Erik Christensen er venstre-mand og med i byrådet i Randers Kommune.
- Det er lige præcis sådan nogle landmænd som dig, vi har brug for. Jer der arbejder indenfor det kommunale politiske liv. Det er derinde, I har en mening, som betyder noget for os, når de andre er uvidende om de ting, der foregår ude ved os, sagde formanden.
Niels Erik er mælkeproducent på Høgstrupgård ved Bjerregrav, som også har lagt ejendom til Åbent Landbrug, skolebesøg og tager glædeligt mod besøg fra lokalområdet.
Niels Erik takkede for prisen.
- Det er om muligt endnu mere vigtigt nu, at vi som erhverv har en stemme i de områder, hvor vi ikke bevæger os til hverdag, sagde Niels Erik, som foruden at være bestyrelsesmedlem i Randers Kommune også er bestyrelsesmedlem i fonden til bevarelse af gamle bygninger i Randers.