Maskinhandler Kai Kristiansen, Heden Maskinforretning – blev 89 år.
Få måneder før sin 90-års fødselsdag sov stifteren af Heden Maskinforretning, maskinhandler Kai Stockbæk Kristiansen, stille ind pinsemorgen.
Som det fremgik af en artikel her i avisen her for ganske nyligt, var han til det sidste dagligt en tur på kontoret, hvor han havde sine pligter og gerne gav sit besyv med til folkene i den store maskinforretning.
Sammen med hustruen Else startede Kai Kristiansen i 1962 maskinforretningen i det lille husmandssted i Heden. Siden er Heden Maskinforretning vokset betragteligt på den samme matrikel, og er i dag en markant virksomhed i fynsk og dansk maskinhandel med over 50 ansatte. Og med sønnen Lars S. Kristiansen som direktør og tvillingedatteren Lone Munk Nielsen som økonomisk ansvarlig efter et fuldt gennemført generationsskifte.
Med Kai Kristiansen har fynsk landbrug mistet en meget markant maskinmand, som gennem de mange år har serviceret og effektiviseret brug i alle størrelser over hele Fyn og omliggende øer.
Foruden hustruen Else og tvillingerne, som netop er fyldt 60 år, efterlader Kai Kristiansen også datteren Hanne Stockbæk Petersen.
Bisættelsen finder sted på fredag.