DLF ændrer navn på roefrøvirksomhed
Roefrøvirksomheden MariboHilleshög, der er en del af DLF-koncernen, ændrer navn til DLF Beet Seed ApS.

Roefrøvirksomheden MariboHilleshög ændrer nu navn til DLF Beet Seed ApS. Beliggenheden ændres der ikke på, og basen er fortsat i Holeby på Lolland.
DLF købte for fire år siden roefrøforretningen Maribo Seed ud af den store schweiziske virksomhed Syngenta og overtog samtidig også Syngentas øvrige aktiviteter inden for sukkerroefrø.
I forbindelse med det køb blev Maribo Seed ændret til MariboHilleshög, og DLF har siden investeret yderligere i forskning og udvikling og i at øge produktionskapaciteten på fabrikken i Holeby på Lolland.
Nu er der igen så en navneændring for roefrøvirksomheden, og der er en god grund til, at DLF-koncernen omdøber MariboHilleshög til DLF Beet Seed ApS.
- Med det nye firmanavn ønsker vi at sende et tydeligt signal om, at vi er en del af DLF-koncernen – en førende, global forædlingsvirksomhed med fokus på frø, siger Hans Christian Ambjerg, CEO i DLF Beet Seed samt medlem af koncernledelsen i DLF.
Vi ønsker, tilføjer han, samtidig at tilkendegive, at DLF er dedikeret til sukkerroefrø, og at vi i samarbejde skaber innovation og konstant udvikler nye sorter – til værdi for landmændene og industrien.
Målrettet forædlingsindsats
Truels Damsgaard, der er CEO i DLF og bestyrelsesformand i DLF Beet Seed, ser også navneskiftet som en naturlig udvikling af roefrøforretningen.
- Vi har de seneste måneder arbejdet med fælles værdier, som vi deler i hele DLF-koncernen globalt, og nu har vi også DLF-navnet til fælles, konstaterer han.
DLF Beet Seed har i dag cirka 340 ansatte på globalt plan og sælger roefrø til mere end 35 lande.
Resultaterne af en målrettet forædlingsindsats giver sig nu udtryk i, at DLF Beet Seed snart kan tilbyde sukkerroedyrkerne de første sorter, der er tolerante overfor virusgulsot, oplyser DLF.
Baggrunden for tiltaget er ifølge DLF, at plantesygdommen er vendt tilbage som en alvorlig skadegører i flere europæiske lande efter de seneste års udfasning af effektive plantebeskyttelsesmidler til behandling af roefrøet.