LandboSyd har pr. 1. november ansat et velkendt ansigt fra det fynske, Bo Ellegaard Nielsen, der med 25 års rådgivererfaring ser frem til at styrke blandt andet rådgivning af svineproducenter.
53-årige Bo Ellegaard Nielsen kommer fra en stilling som driftsøkonom og revisor hos Landbrugsrådgivning Syd og før det som virksomhedskonsulent ved Velas i Vissenbjerg, hvor han har været i 24 år – først hos Agrogården, så hos Centrovice og til sidst Velas.
- Mine specialer er primært større svineproducenter samt planteavlere, og jeg ser frem til at styrke LandboSyds rådgivning indenfor også disse områder, siger Bo Ellegaard Nielsen. Derudover rådgiver han om skat, strategi, finansiering og budgettering samt udarbejdelse af handlingsplaner, årsrapporter og business check.
Bo Ellegaard Nielsen bor sammen med sin kone Dorte og deres tre børn på Bos fødehjem, der er et landbrug med 56 hektar bortforpagtet ved Øster Hæsinge, Faaborg.