Vinderup Maskiner forbereder generationsskifte

Medejer og administrerende direktør i Vinderup Maskiner A/S, Jan Pedersen, har besluttet, at tiden er moden til at overlade det daglige driftsansvar til nye kræfter.

Derfor indledes nu en proces, hvor der skal identificeres en ny direktør. Jan Pedersen fortsætter som administrerende direktør, indtil det er sket, og vil herefter fortsætte i Danish Agro-koncernen som ansvarlig for Danish Agros importprodukter VM Loader og DINA Halmvogne.

Samtidig har Jan Pedersen besluttet at sælge sine resterende 25 procent aktier i Vinderup Maskiner til Danish Agro, så koncernen bliver eneejer af selskabet. Salget gennemføres i første kvartal 2022.

- Mit og min families hjerteblod er i vores virksomhed, som er opbygget i tæt samarbejde med medarbejdere, leverandører og kunder igennem de sidste fire årtier. Personligt er dette en svær beslutning at træffe, men jeg er overbevist om, at det er det rette. Vi har så mange dygtige og kompetente medarbejdere, at jeg er sikker på, det vil fungere. Timingen er rigtig nu, og jeg ser frem til at kunne overlade maskinforretningen til en ny leder, som kan fokusere 100 procent på landbrugsdelen samt skov og have, siger Jan Pedersen.

Vinderup Maskiner, der ligger nordøst for Holstebro, blev en del af Danish Agros maskindivision i 2018. Siden da er der etableret en ny afdeling på Mors.

Bestyrelsesformand i Vinderup Maskiner A/S og koncerndirektør for Danish Agro koncernens maskindivision, Jens Skifter, forventer, at Jan Petersens afløser bliver fundet i løbet af de kommende måneder.

 

Læs også