Det økologiske areal er vokset med 100.000 hektar på ti år
Det økologiske landbrugsareal nåede i 2025 knap 280.000 hektar. Det er næsten 56 procent mere end for ti år siden, men arealet ligger fortsat under rekordniveauet fra 2021. Samtidig ser omlægningen til økologi ud til at have stabiliseret sig.

Græs og grøntfoder fylder mest i den økologiske produktion og dækkede i 2025 godt 157.000 hektar – svarende til 56 procent af det samlede økologiske areal. Arkivfoto: Erik Hansen
Det økologiske areal udgjorde 279.877 hektar i 2025. Det er 55,7 procent mere end i 2015, hvor arealet var 179.808 hektar. Også antallet af økologiske bedrifter er vokset markant. I 2025 var der 3.912 økologiske bedrifter, hvilket er 53,7 procent flere end i 2015. Det oplyser L&F Markedsperspektiv.
Udviklingen har dog ikke været entydigt stigende gennem hele perioden. Det økologiske areal toppede i 2021 med 313.111 hektar, mens antallet af bedrifter samme år nåede 4.151. Siden da er arealet faldet med 10,6 procent, mens antallet af økologiske bedrifter er gået 5,8 procent tilbage.
Arealet under omlægning til økologi har efter flere års fald stabiliseret sig omkring 26.000 hektar de seneste tre år. I 2025 var 26.732 hektar under omlægning. Det er 648 hektar eller 2,5 procent mere end året før.
Græs fylder mest
Stigningen kommer især fra græs og grøntfoder, hvor arealet under omlægning voksede med 10 procent til 18.642 hektar. Det fuldt omlagte økologiske areal udgjorde 252.475 hektar i 2025 og tegnede sig dermed for 90 procent af det samlede økologiske areal. Et areal er typisk under omlægning i to år, afhængigt af afgrødetypen.
Græs og grøntfoder er fortsat den klart største afgrødekategori i den økologiske produktion. I 2025 dækkede den 157.058 hektar, svarende til 56 procent af det samlede økologiske areal. Korn er næststørst med 75.058 hektar. Det er 41 procent mere end i 2015.
Nogle af de største relative stigninger er sket inden for rodfrugter og bælgsæd. Arealet med økologiske rodfrugter er siden 2015 fordoblet til 3.197 hektar, mens arealet med bælgsæd er mere end fordoblet til 10.843 hektar. Også det økologiske gartneriareal er vokset markant. På ti år er det steget med 78 procent til 6.134 hektar.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.








































