Halmleverandører holder nu to temadage

Øget medlemstilgang og stor interesse for halmens mange anvendelsesmuligheder er baggrunden for, at DanskHalm nu afholder to temadage, en på hver sin side af Storebælt.

Der er bud efter halmen fra mange sider, og det øger i sagens natur interessen for at afsætte halm. Hos DanskHalm vil man gerne give et overblik over leverandørernes muligheder, og derfor holder man i år to temadage mod bare en enkelt i tidligere år.

Den 8. oktober holdes temadagen hos Johannes Mertz i Maribo og Den 10. oktober holdes temadagen hos Brdr. Thorsen i Nimtofte Programmet sætter fokus på aftagerne af halm og deres interesser, både med hensyn til fremtidige anvendelsesmuligheder og forsyningssikkerhed.

Det belyses i en række indlæg, blandt andet fra Fransbjerg Agro A/S, der som et af flere forretningsområder opkøber halm til brikettering. Biogasselskabet Nature Energy fortæller om deres tanker i forhold til at omdanne halm til biogas, og fra kraftvarmeværkerne er der indlæg fra henholdsvis Ørsted, SK Varme A/S og Hinnerup Fjernvarme.

To temadage

DanskHalm afholder temadage 8. oktober ved Johannes Mertz i Maribo og 10. oktober ved Brdr. Thorsen i Nimtofte

Begge dage starter programmet med morgenkaffe kl. 9 og dagen afsluttes omkring kl. 16.

Indlæggene på hver enkelt dag tager udgangspunkt i de lokale aftagere af halm, og fokuserer blandt andet på de forskellige muligheder, der er for afsætning af halm.

Det fulde program kan ses på DanskHalm.dk, hvor man også kan tilmelde sig

Halm til det hele

Meliora Bio i Kalundborg arbejder med at anvende halm som råvare til blandt andet produktion af ethanol, lignin og produkter til fødevareindustrien. I Vordingborg er Green2x på vej med et nyt, stort anlæg, hvor der skal anvendes meget store halmmængder. Her er der mulighed for at høre om deres tanker vedrørende indkøb af halm.

De mange nye anvendelsesmuligheder gør indlægget fra Københavns Universitet med titlen »Hvordan skaffer vi halm til det hele?« særdeles aktuelt. Forslagene til CO2-afgift i den grønne trepart får betydning for planteavleren og hermed for halmproducenterne. Hvad skal vi forvente? Det vil viceformand Thor Gunnar Kofoed fra Landbrug & Fødevarer gøre os meget klogere på.

Bredt netværk

Endelig vil der være indlæg om halmtransport, hvor der er kommet nye lempeligere regler, som HTL Service vil fortælle om.

- Vi er glade for, at vi nu kan tilbyde alle medlemmerne at deltage i lokale temadage med særdeles aktuelle oplæg fra vores brede netværk af stærke samarbejdspartnere, siger formand Erik Poulsen, DanskHalm.

Han opfordrer samtlige medlemmer til at deltage og få ny viden om de mange værdifulde anvendelsesmuligheder, der ligger i halmen, som tidligere ofte blev anset som et værdiløst produkt, der bare kunne brændes af på markerne efter høst.

Temadagene arrangeres af DanskHalm i samarbejde med Food & Bio Cluster Danmark hos Brdr. Thorsen i Nimtofte og hos Johannes Mertz i Maribo. Indholdet vil variere lidt, da det tager udgangspunkt i de lokale aftagere.

Læs også