Det er ikke givet, at det er nok med at tage 100.000 hektar landbrugsjord ud af drift, hvis landbruget skal kunne levere på klimaspørgsmål. Det diskuteres i øjeblikket i den grønne trepart.
Sidste uge satte Debatten på DR2 fokus på tingenes tilstand i de danske fjorde og og farvande.
Programmet hed Nødråb fra Naturen, og her deltog miljøminister Magnus Heunicke (S).
I programmet blev den erfarne minister blandt andet afkrævet svar på, om der skal gøres mere for naturen. Og her kan udtagning af flere hektar landbrugsjord blive en del af løsningen, afslørede Heunicke, selv om der i forvejen er ambitioner om at tage 100.000 hektar jord ud.
- Målet skal måske endda lidt op, måske op til 130.000 hektar. Men det er noget, som vi drøfter i den grønne trepart, fortalte Magnus Heunicke.
Selv om det er længe siden, at de første initiativer på området blev sat i gang, er der stadig et stykke vej, inden man indfrier målet, og derfor skal der lægges på, antød miljøministeren.
- Vi er langt langt fra målet, og vi er også kommet alt for sent i gang, også med den her ting, sagde han og tilføjede, at det også var et tema, at det tager så lang tid at komme i mål med ansøgningerne, nærmere præcist syv år.
DN: Et godt forslag
Forslaget om udtagning af de kulstofholdige lavbundsjorde er som bekendt et forslag, der groede i L&F samt Danmarks Naturfredningsforenings haver, og begge parter tager godt imod forslaget, skriver Altinget.dk.
- Det er en rigtig god udmelding. Det vil være godt for klimaet og naturen, og der er behov for, at det går meget hurtigere. Vi vurderer også, at det formentlig er realistisk, siger afdelingsleder i DN, Jens Anton Tingstrøm Klinken, mens Landbrug & Fødevarers miljødirektør Anders Panum Jensen peger på, at man i så fald skal udtage andet end kulstofrige lavbundsjorde.
- Der vil formentlig endda også kunne være brug for mere end 130.000 hektar, men det vil ikke alt sammen være kulstofrig lavbundsjord, da der i seneste opgørelse slet ikke er så meget lavbundsjord tilbage, som vil kunne vådgøres, siger han og fortsætter:
- Der er dog også behov for at genoprette store arealer med våde enge og moser uden for de kulstofrige lavbundsarealer for at nå reduktionsmål for kvælstofudledning.
Der er afsat små 10 milliarder kroner til udtagningsordningerne. Men det er kun et fåtal af lavbundsjordene, der er taget ud af drift.