Landboformand: Det er umuligt at nå trepartens kvælstofkrav til 2027

Formanden for Vestjysk, Jacob Spangsberg, mener, at det er urealistisk at nå trepartsaftalens reduktionsmål for kvælstof i 2027.

Formanden for Vestjysk, Jacob Spangsberg, er overbevist om, at det er realistisk at opfylde målene i treparten om at reducere kvælstofudledningen – men ikke til 2027, som kravet lige nu lyder.

Blandt andet skal kvælstofudledningen til Ringkøbing fjord reduceres med 1.690 tons. Og det kan ifølge Kystvandrådet i Ringkøbings beregninger nås ved at udtage 23.000 hektar i oplandet til fjorden, der i alt dækker over cirka 220.000 hektar.

- Vi ser frem til at fortsætte den seriøse indsats, men det er utopi at tro, vi kan nå det til 2027, uanset hvor meget, vi sætter det lange ben foran. Vi er allerede i en god proces og er kommet langt, men der skal stadig indgås aftaler med landmændene, og udtagelsen af arealerne skal godkendes og så videre. Det håber jeg, der er en forståelse for, så landmændene ikke igen bliver banket i hovedet for ikke at kunne opfylde urealistiske krav, fastslår Jacob Spangsberg.

Potentiale for gode løsninger

Han understreger, at han oplever, at Ringkøbing-Skjern Kommune er engageret i at finde de bedst mulige løsninger.

- Samtidig er det min fornemmelse, at mange landmænd i området godt kan se, at det er nødvendigt at udtage lavbundarealer for at reducere kvælstofudledningen, siger Jacob Spangsberg.

- Vi ser frem til at fortsætte den seriøse indsats, men det er utopi at tro, vi kan nå det til 2027

Jacob Spangsberg, formand, Vestjysk

Landboformanden er overordnet tilfreds med trepartsaftalen, som regeringen præsenterede mandag efter at have indgået forlig med SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre.

- Det er ikke gået værre, end vi havde regnet med. Den grønne trepartsaftale er landet nogenlunde, som der blev forhandlet ud fra i sommers – hverken værre eller bedre, siger han.

Læs også