Fik medhold i klage: Kommuner har ikke vedligeholdt Gudenåen tilstrækkeligt
Organisationen Danske Vandløb har vundet en principiel sag i Miljø- og Fødevareklagenævnet om vedligehold af Gudenåen. Nu opfordres lodsejere til at søge erstatning.

I en ny kendelse fra Natur- og Miljøklagenævnet bliver det slået fast, at Randers og Faurskov Kommuner ikke har foretaget nødvendig oprensning på en strækning af Gudenåen. Foto: Danske Vandløb
Randers og Favrskov Kommuner har ikke levet op til deres forpligtelser til at vedligeholde Gudenåen. Det fastslår Miljø- og Fødevareklagenævnet i en ny afgørelse.
Kommunerne kan ikke dokumentere, at de har overholdt regulativet for vedligeholdelse på en strækning nedstrøms mod Tange Sø i den periode, sagen omhandler. Dermed har de ikke løftet deres ansvar som vandløbsmyndighed.
Sagen er rejst af Danske Vandløb i samarbejde med lodsejere og juridisk konsulent Hans Ole Kristensen fra Agillix og har været under behandling i tre år, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Ifølge klagen er der ikke foretaget nødvendig oprensning på en strækning af åen, selv om kontrolberegninger viser, at vandføringsevnen ikke lever op til regulativets krav. Disse krav er bindende for kommunerne. Det har betydet, at marker har været oversvømmet og ikke har kunnet dyrkes.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslår dermed, at kommunerne ikke kan dokumentere, at vedligeholdelsen har været tilstrækkelig. Afgørelsen indebærer samtidig, at kommunerne reelt har tilsidesat regulativet uden lovhjemmel. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Et landsdækkende problem
På baggrund af afgørelsen opfordrer Danske Vandløb lodsejere på strækningen fra Tange Sø til Randers til at undersøge mulighederne for at søge erstatning for de tab, som manglende vedligeholdelse kan have medført.
Ifølge Danske Vandløb er sagen ikke enestående. Organisationen oplever, at vandløbsmyndigheder mange steder i landet undlader nødvendig vedligeholdelse.
- Samtidig har lokalpolitikere ofte svært ved at gennemskue den komplekse administration på området, hvilket betyder, at manglende vedligeholdelse sjældent bliver korrigeret, påpeger Danske Vandløb og tilføjer:
- Konsekvensen er stigende problemer med oversvømmelser af naturarealer, landbrugsjord, boliger og sommerhuse – med betydelige økonomiske tab til følge. Tab, som i mange tilfælde ikke er blevet rejst som erstatningskrav over for myndighederne.








































