Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Regeringens seneste påfund for at styrke kontrollen med dyrevelfærd, Dyrevelfærdskontrollen, får hovedsæde i Vejen. Det oplyser Justitsministeriet. Decentraliseringen af kontrollen, der især kommer til at arbejde med velfærd i griseproduktionen, er en del af den plan, som regeringen lagde frem i sidste måned. 

Den nye styrelse skal sikre, at der vil være et stærkt fokus på at gennemføre en effektiv og konsekvent dyrevelfærdskontrol.

- Kontrollen med dyrevelfærden har desværre været for svag og utilstrækkelig, og derfor skruer vi nu markant op for kontrolindsatsen. Jeg er glad for, at den nye styrelse får hovedsæde i Vejen og dermed en stærk placering i Jylland, siger justitsminister Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.

I Vejen er der i dag  cirka 50 medarbejdere på dyrevelfærdsområdet, og byen har desuden en central placering i forhold til nærliggende byer såsom Kolding og Esbjerg, hvor der er uddannelser inden for både økonomi, jura og landbrugsområdet. Det er vigtigt i forhold til at kunne rekruttere de nødvendige og kvalificerede medarbejdere.

Styrelsen vil blive tilført 134 ekstra medarbejdere udover de godt 120 medarbejdere, som er ansat i dag i dyrevelfærdskontrollen. Størstedelen er nye tilsynsførende, som vil have arbejdsplads forskellige steder i Jylland og i Vestsjælland. Det er planen, at Dyrevelfærdskontrollen skal være funktionsdygtig i starten af 2027.

Politik