L&F og DN tager udfordringer med udtagning af lavbundsjord op med politikere

Direktører fra både L&F og DN var i denne uge sammen til møde i Folketingets miljø- og fødevareudvalg for at sætte fokus på udfordringer med ammoniakfølsom natur og udtagning af lavbundsjorde.

Når man i de kommende år for alvor begynder at tage lavbundsjorde ud af drift af klima-, miljø- og naturhensyn, så må det ikke betyde, at husdyrproducenter efterfølgende utilsigtet kommer i knibe.

Det budskab havde Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening med, da de onsdag i denne uge havde fælles foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

På foretrædet præsenterede L&F’s miljødirektør Anders Panum sammen med DN-direktør Lars Midtiby en problemstilling, som man frygter kommer til at stå i vejen for, at nogle landmænd frivilligt vil være med til at tage jordene ud af drift.

Vil være sikre

Det drejer sig om en frygt for, at de arealer med lavbundsjord, som man tager ud efterfølgende af myndighederne, vil blive betragtet som ammoniakfølsom natur. Sker det, så kan det nemlig sætte en bremser for, at husdyrproducenter senere kan udvikle og udvide sin bedrift.

Det fortæller Karen Post Bache, naturchef i Landbrug & Fødevarer, som også var med under foretrædet.

- Skal husdyrproducenter være med til de her udtagningsprojekter, så har de et behov for at føle sig sikre på, at de ikke kommer i klemme på et senere tidspunkt, fordi der etablerer sig noget ammoniakfølsom natur.

- Der kan være en potentiel risiko, hvis du tager noget areal ud til natur, at det så for eksempel udvikler sig til noget §3-mose, som så godt kan få betydning i forhold til Husdyrloven, siger Karen Post Bache.

- Så her vil vi rigtig gerne have nedsat et udvalg fra ministeriets side, som kigger på nogle af de løsningsforslag, som vi har sammen med Danmarks Naturfredningsforening.

Omstrukturering

I det to år gamle meget omtalte udspil, som L&F og DN præsenterede sammen, og som handler om udtagning af 100.000 hektar lavbundsjord, adresserede man udfordringerne ved husdyrbrug, der ligger tæt på ammoniakfølsom natur.

Her anbefaler man, at der etableres en opkøbsordning rettet mod de mest uhensigtsmæssigt placerede husdyrbrug.

Fra Karen Post Bache lyder det, at netop samarbejdet med Danmarks Naturfredningsforening på det her område gør det lettere at trænge igennem over for politikerne.

- Udspillet for to år siden fik rigtig stor opmærksomhed netop fordi, at vi gik ud sammen med naturfredningsforeningen. Det giver en meget bredere gennemslagskraft, da vi er flere, der mener det samme.

- Og når det kommer til den her ammoniakudfordring, så er der tale om en to-sidet problemstilling, hvor vi kan angribe problematikken fra to synsvinkler.

- Det er problematisk for landmanden, der ikke kan få lov at udvikle sin bedrift, og det er problematisk i forhold til naturen, at nogle af de her husdyrbrug, som ikke kan få lov at udvikle sig, at de ikke bliver lukket ned med det samme, men ligger 15-20 år inden, at de bliver udfaset.

- Det er jo derfor, at vi har anbefalet, at man finder nogle penge til den her omstruktureringsordning til de her husdyrbrug, som ligger i nærheden af natur, siger hun.

Undervurder potentiale

Hun fortæller, at udover ammoniakudfordringen blev der under foretrædet i Miljø- og Fødevareudvalget også gået i rette med Miljøministeriet, som for nylig nedtonede potentialet for udtagning af lavbundsjorde.

Lige nu er der kun potentiale for udtagning af 38.000 hektar, lød vurderingen for et par måneder siden. Et tal, Klimarådet gik i rette med. Her mener man, at potentialet er på 170.000 hektar.

I Danmarks Naturfredningsforening og L&F har man også i de seneste par måneder argumenteret for, at myndighederne undervurderer potentialet.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Læs også

Trods ASF: Tyskland kan igen eksportere svinekød til Vietnam og Singapore
Ny superdokumentation: Klimapas skal stille landmænd bedre økonomisk
4000 fugle slagtet: Kalkunbesætning i Lundby ramt af fugleinfluenza
Har fået nok: Kina vil slå hårdere ned på falske ASF-vacciner
Blå ordførere: Landbrugsforhandlinger er ikke startet endnu
Fugleinfluenza fundet ved Ringsted og på Bornholm