Bæredygtigt Landbrug har truet professor ved Aarhus Universitet, Stiig Markager med en injuriesag på baggrund af udtalelser, som professoren er kommet med om landbrugspakken. Det gælder blandt andet påstandene om, at der er sket en signifikant stigning i udledningen af kvælstof til havene fra dansk landbrug siden 2010, og at landmænd ikke vil gå med i de kollektive virkemidler, da det koster dem penge.

Over for DR lyder det nu bemærkelsesværdigt fra hans kollega på Aarhus Universitet, professor Jørgen E. Olesen, at Bæredygtigt Landbrug har ret i deres kritik. Han mener, at Stiig Markager ikke nødvendigvis skal håbe på, at der kommer en retssag med Bæredygtigt Landbrug.

- Jeg mener, at Stiig Markager tager fejl i flere påstande. Han påstår, at der er sket en signifikant stigning i kvælstofudledningen til havet fra 2010 og frem til i dag. Men det understøttes ikke af den seneste NOVANA-rapport [officiel vandmiljø-rapport red.]. Han har lavet sine egne korrektioner i forhold til afstrømning, som slet ikke underbygges i rapporten, siger han og fortsætter:

- Stiigs fagområde er havene i Danmark, ikke vandløb eller landbrug. Det er problematisk, at han udtaler sig om forhold, der ligger uden for hans fagområde, siger Jørgen E. Olesen til DR.

Ikke hans fagområde

Som ved andre tidligere lejligheder så fastholder Jørgen E. Olesen også kritik af pressen, når det kommer til dækningen af landbrugspakken.

- Det er en bedre historie, at en professor bliver trynet af en erhvervsorganisation, end vi får sandheden frem. Det er et problem, at I medier går efter konflikten frem for indholdet, siger han til DR.

Overfor Effektivt Landbrug har Jørgen E. Olesen tidligere kaldt dækningen af landbrugspakken, der i 2016 blandt andet førte til en ministerfyring af Eva Kjer Hansen, for helt ude af proportioner.

- Ja, hvis du kigger på de effekter, som landbrugspakken har på miljøet, så er vi jo helt nede i småtingsafdelingen, sagde Jørgen E. Olesen i august 2017.

Stiig Markager ønsker over for DR ikke at kommentere på kritikken fra sin kollega på Aarhus Universitet.

Politik