Minister på kvæg-besøg
Charlotte og Søren Vejen, Vendsyssel, viste frem, da Rasmus Prehn (A), besøgte sit første kvægbrug som fødevareminister.

Landmandsparret Charlotte og Søren Vejen (tv), tog imod fødevareminister Rasmus Prehn.
Flaget vejrede over Rødkjærgård ved Lendum i Vendsyssel da ministerbilen kom rullende ind i gårdspladsen hos Charlotte og Søren Vejen og fødevareminister Rasmus Prehn steg ud.
Han skulle høre om Charlotte og Søren Vejens dagligdag med 280 køer og 240 hektar jord. Landbrugets udfordringer og hvad det kan bidrage med.
Landmandsparret havde især en pointe på hjerte.
- Jeg vil fortælle, at han er nødt til at huske på at velfærdssamfundet jo er bygget op af landbrug og fiskeri, sagde Søren Vejen, som inviterede ministeren ind på kaffe sammen med formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, inden Rasmus Prehn kom på rundvisning, som startede med overblikket over besætningen på en bro oppe over kostalden.
Har fik han blandt andet forklaret, hvordan Charlotte og Søren Vejen har valgt at investere i robotskrabere, for at mindske udledningen af ammoniak fra stalden og hvordan de tildeler fedt i foderrationen for blandt andet at nedbringe metanudledningen fra køerne.
Investeringsmuligheder
Rundvisningen stoppede også ved familien Vejens fire malkerobotter.
- Vi vil rigtig gerne have fire nye robotter og det er noget af det, vi er ved at snakke med banken om. De koster 3,6 millioner kroner, fortalte Søren Vejen, til interesserede spørgsmål fra ministeren om, hvorfor de skulle udskiftes og hvad der stod i vejen for at gøre det nu.
- De gamle kostede 4 millioner kroner, de er afskrevet nu, men banken tænker jo i sikkerhed. Det er ingen hemmelighed, at vores timing fra start ikke har været god. Vi købte i fri handel i 2006 og brugte faktisk rigtig mange penge på mælkekvote, så kom finanskrisen, vi investerede i robotter i 2008 og så forsvandt kvoten over natten, forklarede Søren Vejen.
Rasmus Prehn spurgte ind til om det ville give mening, at man for eksempel får Landbrug & Fødevarer til at lave beregninger, man kan tage med i banken, som kan belyse de fordele der vil være ved nye robotter, til stor interesse for både landmandsparret, Søren Søndergaard og formand og næstformændene i LandboNord, Niels Vestergaard Salling, Lars Mellemkjær og Torben Farum, som også var med.
Tænk bredere og mere langsigtet
Både Søren Søndergaard og Niels Vestergaard Salling mindede ministeren om, at man bør tænke bredere og mere langsigtet og at landbruget er villige til at producere det, forbrugerne efterspørger, hvis det giver mening.
- Se på reglerne med efterafgrøder. Det er jo tåbelige regler og man er simpelthen nødt til at inddrage fagligheden, konstaterede Søren Vejen, inden Rasmus Prehn takkede for Charlotte og Sørens gæstfrihed og lovede, at han ville tage budskaberne med hjem. Han understregede, at hans nye job langt fra er nogen nem opgave.
- Det bliver en svær, næsten umulig opgave, men jeg glæder mig og vil gøre alt hvad jeg kan for at løse den, lød det fra ministeren.
Husk vores budskaber
Det var et par tilfredse Vendelboer, der sendte Rasmus Prehn mod talerstolen til traktordemonstration i Hjørring.
- Jeg synes vi fik sagt, det vi ville. Han var lydhør og det var rigtig positivt. Så håber vi bare han husker nogle af vores budskaber, at der skal tænkes bredere og mere langsigtet og at man bør inddrage fagligheden og vigtigst af alt, at han skal tænke på, at hele velfærdssamfundet er opstået på grund af landbrug og fiskeri, sagde Søren Vejen.