I sidste måned fik Fonden Lille Vildmosecentret overrakt en donation på 104.000 kroner fra LB Foreningen i Region Nordjylland.

Med donationen har Fonden Lille Vildmosecentret fået mulighed for at lave en række besøg for elever på landbrugsskoler, der giver dem større indsigt, og inviterer til debat om landbrugsproduktionens effekt på dansk natur samt den danske forbrugers indflydelse på og ønsker til fremtidige fødevarer.

Lille Vildmosecentret ønsker med projektet at oplyse kommende landmænd og gartnere om vigtigheden af samfundsdebatten. Centret ønsker at være med til at uddanne og oplyse eleverne, så de aktivt og konstruktivt kan deltage i samfundsdebatten med en grundig og alsidig faglig viden.

Brug for oplyst debat

- Den flotte donation fra LB Foreningen giver os mulighed for at give eleverne et bedre udgangspunkt for at forstå landbrugets effekt på den danske natur. Vi giver dem nogle helt konkrete billeder på, hvordan uberørt natur kan se ud og giver samtidig et godt afsæt for en debat om forbrugerønsker, landbrugsudvikling, og hvordan det påvirker landskabet og naturen, siger Jakob Konnerup, konstitueret direktør i Lille Vildmosecentret.

I LB Foreningen er man glade for at kunne være med til at støtte arbejdet i Lille Vildmosecentret:

- Der er ingen tvivl om, at biodiversitet og bæredygtighed fylder meget. Vi har brug for, at vi får en oplyst og nuanceret debat om, hvad landbrugsproduktion betyder. Derfor er vi også meget glade for at kunne støtte, at man i Lille Vildmosecentret tager fat i fremtidens landmænd og får sat fokus på, hvorfor den debat er så vigtig, og hvordan man kan kombinere hensynet til naturen og hensynet til økonomien, siger Kristian Obenholt, delegeret i LB Foreningen og medlem af uddelingsrådet i Region Nordjylland.