Fra gartner til jordbrugsteknolog for at arbejde med grøn omstilling

Godt jobmarked indenfor blandt andet grøn omstilling venter de 168 jordbrugsteknologer, der havde studiestart forleden.

- Der er brug for unge mennesker med en videregående uddannelse i dansk landbrug og følgeerhvervene. Der er generationsskifte både i landbrugsrådgivningen og i primærerhvervet, og vi oplever meget stor efterspørgsel på vores dimittender, siger uddannelseschef Lars Villemoes fra Erhvervsakademi Aarhus. Foto: Erhvervsakademi Aarhus

20-årige Cassandra Felicia Rasmussen havde første studiedag forleden på Erhvervsakademi Aarhus, Danmarks største uddannelsessted for jordbrugsteknologer.

- Det er det, jeg vil, siger Cassandra om sit nye studie: Jordbrugsteknolog med speciale i natur og miljø. Et speciale, som på to år gør Cassandra klar til et job som for eksempel som rådgiver indenfor klimatilpasning.

Cassandra har netop færdiggjort en 3,5-årig uddannelse som havecentergartner fra JordbrugetsUddannelsescenter i Beder og som elev hos et havecenter i Holstebro. Allerede inden svendebrevet var i hus, søgte Cassandra ind på Erhvervsakademi Aarhus.

- En videregående uddannelse som jordbrugsteknolog åbner flere jobmuligheder for mig, forklarer Cassandra.

Næsten syv ud af ti læser i Aarhus

På landsplan er 168 nye jordbrugsteknologstuderende netop startet i Odense, Slagelse og Aarhus. Næsten syv ud af ti læser i Aarhus, som udbyder ni specialeretninger.

Størstedelen af de studerende kommer med en EUX eller anden studenterbaggrund. Der er også en del studerende med faglært baggrund og nogle med flere års praktisk erfaring fra landbruget.

Foruden de 113 nye jordbrugsteknologstuderende i Aarhus er 32 netop startet på den halvanden-årige professionsbacheloruddannelse i jordbrug og 21 på professionsbachelor i urban landskabsingeniør på Erhvervsakademi Aarhus.

- Der er brug for unge mennesker med en videregående uddannelse i dansk landbrug og følgeerhvervene. Der er generationsskifte både i landbrugsrådgivningen og i primærerhvervet, og vi oplever meget stor efterspørgsel på vores dimittender. Derfor er det glædeligt, at de unge mennesker har øje for de spændende karrieremuligheder, som uddannelsen skaber – for eksempel skal mange af dimittenderne ud at være omdrejningspunkt for den grønne omstilling, siger uddannelseschef Lars Villemoes fra Erhvervsakademi Aarhus.

JID: Lav ledighed og gode jobs

Også hos jordbrugsteknologernes faglige organisation, JID, der organiserer 1.200 teknologer i Danmark, følger man med i optagstallene. Mange teknologer er nemlig på vej på pension i disse år og efterlader et behov for nye.

- Der er i øjeblikket lav ledighed og rigtig gode beskæftigelsesmuligheder for jordbrugsteknologer i landbrugssektoren og i den offentlige sektor med for eksempel miljøgodkendelser og grøn omstilling, siger JID-formand Uffe Pilegaard Larsen.

 

Læs også