Landbrugsstyrelsen har frigivet reglerne for tilskud til skovrejsning. Fristen er 30. september i år.

- Der skal foreligge en VVM fra kommunen, inden der søges. Derfor er det en god idé at gøre klar til ansøgning, lyder opfordringen fra landskabskonsulent Søren Paludan.

Et tilsagn gælder i to år.

Tilskud

Der kan søges tilskud til løvskov og skovbryn på 32.000 kroner pr. hektar og til nåletræ på 16.000 kroner pr. hektar. Og 15 kroner pr. meter hegn.

Der er en række krav, der skal overholdes. Blandt andet skal arealet have været i landbrugsmæssig drift året forud. Minimum 2,0 hektar landbrugsareal skal tilplantes.

- Arealtilskuddet kan bibeholdes, uden bagkant. Dog kun fem år, hvis arealet ikke har N-reduktionsmål, forklarer Søren Paludan.

Spændende og varieret skov

Landskabskonsulenten kommer med råd til, hvordan man opnår en spændende og varieret skov.

- Brug 15-20 procent af skoven til nåletræ, plant i krumme linjer og brug mindst tre forskellige arter i hver bevoksning, siger Søren Paludan, som gør opmærksom på vigtigheden af at etablere et godt sporsystem fra dag et, hvorfra man kan opleve skoven.

Han anbefaler, at man sammensætter skoven af varierende bevoksninger, løv og nåltræ, hurtig og langsomt voksende. Og laver indblandingsgrupper for eksempel nåletræsgrupper i egeskoven. Det kan også være en god idé at få et artsrigt skovbryn, det giver stor biodiversitet. Og så bør man overveje frugttræer i brynet, hvis man spørger landskabskonsulenten, der opfordrer til, at man sørger for underplantning med for eksempel hassel, så brombær og brændenælder undgås.

- Vi har alle et ansvar, hvis vor klode skal overleve, tænk på klimaet. Som jordejer kan man gøre en forskel ved at plante træer. Når du har besluttet at plante så undgå kedelige og standardløsninger.

Priserne forventes at stige

Priser på både skov og træ forventes at stige, spår Søren Paludan.

- Alene under coronaen er skovpriserne steget over 20 procent. Tænk på skoven som en del af gårdens produktive areal. Der bliver mangel på tømmer og konstruktionstræ. Med en pris på 1.000 kroner pr. kubikmeter tømmer og en tømmerandel på 70 procent, kan der skoves for 300.000-400.000 kroner efter 40 år. Omregnet til cirka 10.000 kroner årligt. Tømmer er nåletræ. En andel på minimum 10-20 procent sikrer en større biodiversitet, en bedre jagt og større oplevelsesværdi af ens skov, siger Søren Paludan.