Regeringen har endnu en gang nedjusteret forventningerne til, hvor stor en kvælstofreduktion forbedret rensning af spildevand fra husholdninger og industri kan levere frem mod 2027. Det fremgår af et notat fra Miljøministeriet, som er udleveret til Altinget.

Notatet er en orientering til partierne bag den grønne trepartsaftale fra november og viser, at den forventede miljøeffekt reduceres fra 572 tons til 523 tons i 2027. Nedjusteringen sker efter en høring hos de berørte kommuners spildevandsselskaber.

Ifølge notatet har høringen vist, at to kommuner først kan realisere deres indsatser i 2028. Samtidig er der i en tredje kommune allerede gang i en forbedring, som ved en fejl ikke indgik i det oprindelige beslutningsgrundlag. Derudover har regeringen valgt at undtage Kalundborg Kommune på grund af en igangværende industriudvidelse hos Novo Nordisk.

I trepartsaftalen var der oprindeligt enighed om at reducere udledningerne fra spildevand med 860 ton i 2027. Få måneder senere blev målet justeret til 572 tons, da beregningerne viste sig at være for optimistiske.

Da ambitionerne blev sænket i foråret, besluttede politikerne, at de manglende reduktioner i stedet skulle findes gennem indsatser i landbruget. Det lægger regeringen også op til nu.

Kritik over byrde der flyttes

Miljøministeriet vurderer, at der ikke er yderligere indsatser på spildevandsområdet, som kan realiseres inden udgangen af 2027 inden for de aftalte økonomiske rammer. Derfor foreslås ingen nye spildevandsindsatser med effekt før 2027.

I notatet fremgår det samtidig, at landmænd i Aabenraa Kommune og Kalundborg Kommune allerede med trepartsaftalen lægges op til at blive reguleret op til det politisk fastsatte loft. Jordudtag kan give yderligere kvælstofreduktioner i landbruget, men denne indsats har først deadline i 2030.

Direktør for Grøn Trepart under Landbrug & Fødevarer, Anders Panum Jensen, siger til Altinget, at det er rimeligt, hvis spildevandsselskaberne får længere tid, men kritiserer, at byrden flyttes til landbruget.

»Konsekvensen kan ikke blive, at landbruget skal betale for det her. (...) Hvis vi selv har udfordringer med at nå et mål, har vi heller ikke nogen forventning om, at vi så bare kan hælde det over på spildevandsselskaberne«, forklarer han til mediet.