Igen i år arrangerede Landbrug & Fødevarer Sofari i samarbejde med foreningen FØKS samt Friland, Organic Pork, Tican og Økologisk Landsforening. Dagen stod derfor i det økologiske griselivs tegn, hvor dialogen mellem den almindelige dansker og de økologiske griseproducenter var i fokus.

Hele 14 økologiske griseproducenter, spredt over hele Danmark, åbnede deres gårde og gav danskerne en unik mulighed for at opleve økogriselivet på nært hold. Besøgende blev budt velkommen til at se grise rulle sig i mudderhuller, smågrise tumle rundt med krølle på halen og høre landmændene fortælle om dyrevelfærd, klima og bæredygtig landbrugspraksis.

Godt 9.300 danskere valgte at bruge dagen på Sofari.

Det glæder Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, at så mange gæster havde lyst til at se, hvordan de økologiske grise lever.

- Det er bare superdejligt. Vi har haft så mange glade gæster her på Risbjerg Landbrug. Det er en rigtig god oplevelse og en fornøjelse at lukke folk ind, så de på nærmeste hold kan opleve det liv, vi tilbyder vores grise. De får en på opleveren, vi får fortalt en masse om, hvorfor vi gør, som vi gør i vores økologiske griseproduktion, og vi får smagt på grisen, siger Hans Erik Jørgensen.

Svin