Nicolai Weber, afdelingsleder i Landbrug & Fødevarer og ansvarlig for Den nationale PRRS reduktionsstrategi, fortæller i L&F Sektor for Gris’ podcast om de væsentligste smitteveje for PRRS, og hvorfor en samlet indsats er nødvendig, hvis Danmark skal nå målet om at blive PRRS-frit.

Det oplyser Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris i en meddelelse på sektorens nye platform gris.dk.

I podcasten gør Nicolai Weber blandt andet opmærksom på forskellene mellem sohold og vækstgrisebesætninger, når det gælder smitteveje:

- Sohold bliver hovedsageligt smittet lokalt. Det handler ikke om indkøb af dyr, men om forhold i området. Vækstgrise bliver derimod primært smittet gennem indkøb, man køber sig ofte til sygdommen. Derfor ser vi også, at når et sohold falder for PRRS, følger vækstgrisebesætningerne efter, forklarer han.

PRRS-reduktionen går fremad

Ifølge Nicolai Weber går arbejdet med PRRS-reduktion fremad. Generelt ser man et højt niveau af smittebeskyttelse i danske sohold, noget han tilskriver, at mange af soholdene er en del af SPF-systemet, hvor de er vant til at skulle opretholde en høj smittebeskyttelse, hvilket gør det muligt at gennemføre en national strategi.

Han peger desuden på, at de nye krav om PRRS sundhedsstatus i alle besætninger styrker indsatsen yderligere:

- Når alle besætninger i Danmark nu skal have en PRRS sundhedsstatus, kan vi lave nogle gode beregninger, fordi vi rent faktisk har viden om alle besætninger. Det gør vores analyser mere præcise.

Endelig giver Nicolai Weber også tre konkrete råd til producenter om, hvor opmærksomheden især bør skærpes for at begrænse smittespredning.

Danmark saneres for PRRSSvin