Kameravejning af grise giver allerede resultater hos danske landmænd
Producent videregiver sine kunders erfaringer med »kameravejning« af grise og automatisk tilpasning af fodertildelingen i praksis.

i 2024 præsenterede det danske firma Daltec systemet »Daltec Weight Watch« på Agromek og EuroTier. PR-Foto
Tilbage i 2024 præsenterede det danske firma Daltec systemet »Daltec Weight Watch« på Agromek og EuroTier. Det kastede en 3-stjernet anerkendelse som Europanews af sig. Endnu vigtigere er det dog ifølge en af Daltecs ejere, Michael Dall, at de første kunder er blevet glade for systemet.
Daltec Weight Watch »vejer« så at sige grisene direkte i stierne ved hjælp af et avanceret kamera. Det er der flere, der kan, men Daltec har koblet kameraerne direkte ind på foderstyringen. Derved styrer kameraerne nu direkte foderskiftene. Det vil sige, hvor andre kun lader kameraerne logge dyrenes vægt og tilvækst, så bruger Daltec dataene til automatisk at justere og optimere fodringen. Det optimerer dyrenes tilvækst og reducerer såvel gennemløbstid som foderomkostninger.
Det oplyser Daltec i en pressemeddelelse.
Det er Michael Dall, der har stået for udviklingen af systemet og den bagvedliggende software. Målet er at udskifte manuelle justeringer af fodringen baseret på driftsledernes skøn, så det i stedet sker på basis af fakta.
– Vi har populært sagt givet fodringsanlægget øjne og hjerne, udtaler Michael Dall i meddelelsen, hvor han understreger, at ideen om at veje grise med kamera ikke er ny, men den automatiserede integration med fodersystemet i Daltecs set-up er unik!
Fakta giver præcise automatiserede foderjusteringer
Softwaren bag Daltec Weight Watch anvender kamerateknologi til løbende at overvåge dyrenes vægt og til at justere fodertildelingen.
– Det er ikke nogen helt enkel proces at udvikle, men Daltec Weight Watch muliggør præcise foderskift, der er tilpasset dyrenes faktiske vækst, forklarer Michael Dall. Disse justeringer optimerer ikke kun dyrenes vækst, men reducerer også gennemløbstiden og foderomkostningerne.
Systemet består af flere kameraer, som er forbundet med Daltecs software. Det særlige ved Daltec Weight Watch-løsningen er, at dataene automatisk overtages af og anvendes direkte i fodringsanlæggets styring – noget, der hidtil kun har været muligt manuelt.
Ét er teori – noget andet er praksis
Der ligger mange hundrede udviklingstimer og tests bag Daltec Weight Watch. Michael Dall var da heller ikke i tvivl om, at systemet virkede efter hensigten, da det blev lanceret og installeret hos nogle af Daltecs innovative danske kunder.
– De er dygtige driftsledere og har selv et godt »dyreøje«, så ville systemet kunne hjælpe dem?
Det kunne det, og de har løbende fundet forbedringer i driften. Hos flere kunder viste det sig for eksempel, at foderskiftet hos smågrisene skete for sent med alt for høje foderomkostninger til følge. Der er også set eksempler på, at det planlagte foderskift skete for tidligt, og det satte tilvæksten lidt i stå.
Michael Dall er ikke i tvivl om, at beslutninger baseret på faktuelle data er bedre end skift baseret på fastlagte planer, skøn eller mavefornemmelser.
– Automatiserede processer baseret på besætningernes egne vækstdata og foderblandinger sikrer solide resultater – selv hos de dygtigste driftsledere, påpeger han i meddelelsen.

Softwaren bag Daltec Weight Watch anvender kamerateknologi til løbende at overvåge dyrenes vægt og til at justere fodertildelingen. Arkivfoto: Camilla Bønløkke










































