Både alder og fravænningsvægt er steget i soholdet på Grønbo, og det ventes også at lette opgaven med udfasning af zink.
Fravænningsvægten på Grønbo er med skiftet af genetik også steget fra 6,4-7,5, og alle grise er nu i gennemsnit fire uger gamle ved fravænning, fordi der nu kun laves et begrænset antal ammesøer.
I sektionen, med de søer der skal fravænnes næste gang, er smågrisene kæmpestore.
- De får smågrisefoder, fra de er fem dage gamle. I starten to gange dagligt, derefter tre og her i den sidste uge tildeler vi foder fire gange dagligt, for at de æder så meget som muligt inden fravænning – og for at skåne søerne, tilføjer driftsleder Charlotte Delf.
Hun er ikke i tvivl om, at den størrelse grise også bliver sjovere at fravænne nu, hvor de netop skal i gang med fravænning uden medicinsk zink.
Charlotte Delf har tidligere været driftsleder i seks år på Gråsten Landbrugsskole, og det var faktisk her, at hun stiftede bekendtskab med Topigs Norsvin-søerne for første gang, da hun valgte at skifte genetikken ud i besætningen på skolen.
Erfaringerne var kun positive, og det var det, der fik hende til at foreslå Claus Bruun Jørgensen at prøve noget andet, da han nu alligevel ville totalsanere besætningen i 2019. Dengang var Charlotte Delf blot ansat kort tid forinden.
- Jeg blev ansat i august 2019, soholdet blev slagtet ud i 2020, og de første farehold blev sat ind i april 2021, hvor vi som sagt startede op med fire hold DanBred-søer, da vi ikke kunne få Topigs Norsvin-polte nok.