Farestier til løse søer: Lovende resultater med nyt miljøsystem

Tre slags systemer til at rydde gyllen i farestalde til løsgående diegivende søer har i en afprøvning fra Seges Innovation vist, at det er muligt at reducere ammoniakemissionen fra stalden.

En tragt til at opfange gylle fra farestien. Det kan lyde ret simpelt. Ikke desto mindre er det en ny teknologi, der kan opsamle gylle fra soen, når den går løs i stien. I de traditionelle kassestier er området, hvor soen gøder, begrænset af farebøjlerne.

Sådan lyder det i en meddelelse på svineproduktion.dk, hvor et forsøg med gylleløsninger til farestalde, udført af Seges Innovation, beskrives.

Her forlyder det, at mange danske griseproducenter allerede nu er i gang og vil i fremtiden bygge til løse søer, når de skal renovere stalde. I disse stier har soen mulighed for at gøde i et større område af stien, da den bevæger sig rundt. Det giver en større gylleoverflade og dermed større emission.

- Vi er kommet med tre bud på løsninger, som er indrettet efter soens gødeadfærd, og som kan få gyllen hyppigere ud af stalden. Vi tester opdelt linespil, linespil med skrå kummer og gylletragte. For at finde ud af, hvilke systemer der har det største reduktionspotentiale, måler vi ammoniak-, metan- og lugtemission, udtaler Stine Grønborg, konsulent i Seges Innovation, i meddelelsen.

Økonomi og potentiale spiller ind

Det er endnu uvist, hvilken løsning der er bedst for landmanden, men alle tre systemer har vist lovende resultater.

- Med de her staldsystemer er det muligt både at opnå en høj velfærd i stien og en lav miljøbelastning. Alle tre systemer er indtil videre lovende, men hvilken en løsning, der er bedst for landmanden, afhænger af det endelige reduktionspotentiale og økonomien i forbindelse med etablering, forklarer Stine Grønborg.

De skrå kummevægge er med til at reducere overfladearealet for gyllen og dermed reducere ammoniak-emissionen. Indtil videre har alle tre systemer vist en reduktion på metan og ammoniak.

Vintermåneder kan påvirke målinger

- Vinterresultaterne kan dog have en indflydelse på de gode målinger i sommerhalvåret, da man ikke ventilerer stalden så kraftigt i de kolde måneder som ved de varmere temperaturer. Derfor vil vinteren måske komme til at se anderledes ud rent emissionsmæssigt, lyder det fra Stine Grønborg.

Se mere i videoerne på svineproduktion.dk, hvor Stine Grønborg fortæller, hvordan der måles emission i staldene.

Læs også