Tomme svinestalde står tæt i Sønderjylland
Selv velholdte staldanlæg står tømt for dyr.

På gården »Bramhale« ved Sommersted har svinestalden været lejet ud. Den er ved at blive tømt for 580 søer, fordi der ikke er penge i at modernisere produktionsanlægget. Fotos: Flemming Erhard
Det har tyndet så meget ud i svinebesætningerne omkring landevejen mellem afkørsel 67 på motorvej E45 og Sommersted lidt nord for Vojens, at selv Jens Peter Aggesen fra Agerskovgruppen erklærer sig overrasket over antallet af tomme stalde, da han viser Effektivt Landbrug rundt på egnen.
Det bliver til i hvert fald otte produktionsanlæg, som ellers er i velholdt stand, og som ligger tæt på den ni kilometer lange strækning af Sommerstedvej. Medstifteren af Agerskovgruppen havde inden køreturen gjort det op til seks, som er tømt inden for de seneste par år.
- Det er ikke skrammel og fallitboer. Det er velholdte staldbygninger, som er i orden, påpeger han undervejs og konstaterer, at der efterhånden også kun er landmænd godt oppe i årene tilbage i drift i omegnen.
Slagtesvin
Efter den dårlige høst og de stigende priser på foderkorn, alt imens Seges’ prognoser for afregningspriser ser dystre ud langt ind i 2019, så er Agerskovgruppen for alvor draget i felten mod de dårlige vilkår for særligt svineproducenterne.
Stribevis af dem står til at lukke, for det er allerede for sent at redde dem, frygter såvel Jens Peter Aggesen som et andet medlem af Agerskovgruppen, Henning Nielsen.
I omegnen af Henning Nielsen (Bramminge, Esbjerg, Holsted, Jernved, Ribe) er ni svineproducenter holdt, små og store mellem hinanden.
Tre af dem har selv valgt det, fordi de ikke vil kaste flere penge efter slagtesvineproduktion, siger Henning Nielsen, som selv producerer både slagtesvin og smågrise sammen med to døtre og en svigersøn.
- De gider simpelthen ikke mere. Jeg har lige snakket med en, som også overvejer at holde. Og hovedbegrundelsen er, at det simpelthen ikke kan gå med de kornpriser. Bytteforholdet er simpelthen ikke i orden. Og så vil bankerne ikke være med mere.










































