- Jeg startede i 1999, og siden da har min forretning udviklet sig stille og roligt. Først havde vi én spuler, så fik vi én mere, og så én mere. I dag har vi ni traktorer, som vi bruger.

Ordene kommer fra Tom Duvald, indehaver af Lysemose Maskinstation. Med vinterens komme kan han og kollegerne se frem til at skulle bruge en hel del af deres arbejdstid på at spule og rense dræn på Lolland-Falster, hvor den største del af deres arbejde foregår.

- Hernede er alt jo drænet, men der er en pæn del af Danmark, hvor der ikke er. Men hernede er det, fordi man for 100 år siden begyndte at dyrke roer, og man kunne ikke tage dem op, hvis der ikke var drænet, og hvis drænet ikke var i orden, forklarer Tom Duvald.

Før han begyndte, var situationen en anden på området for spuling af dræn, oplyser han.

- Da jeg startede her, var der ikke rigtig andre i kongeriget med det samme udstyr og de samme muligheder, så jeg tænkte, at det burde man kunne klare smartere, og det har det også vist sig, at man kan, siger Tom Duvald.

Travl tid på året

Og det bruger han og kollegerne altså en del tid på – især på den her tid af året.

- I de perioder, hvor det rigtig går løs, der er det nok 50-60 procent af tiden. Det er mest om foråret, og så er det fra 1. september og indtil omkring jul, siger Tom Duvald og fortsætter:

- Men som det er gået i år, har der været nogle uger, hvor vi har spulet to-tre dræn om ugen. Og nogle gange kører der én-to slamsugere hver dag og somme tider kører der to-tre maskiner og laver ikke andet end at spule dræn, siger han.

Drænene kan blive forstyrret af planterødder, trærødder, raps eller andet. Hvis problemerne ikke afhjælpes i tide, kan det resultere i ødelagt jord og dyre opgravninger.

Mobile traktorer

Og der er en god grund til den store travlhed på området hos Lysemose Maskinstation.

- Det kan måske lyde af meget, det vi laver med dræn, men det skyldes nok, at vi har de her lidt specielle traktorer, som gør, at vi stort set kan køre alle steder, fortæller indehaveren.

- Det skyldes, tilføjer han, blandt andet maskinernes udformning. Det er nogle traktorer, vi selv har opbygget. Vi kører mest med JCB-traktorer, men vi har også to Claas-modeller. JCB-traktorerne er kendetegnet ved at have lige store hjul på akslerne, og det samme har Claas-traktorerne. Det er 350 hestes traktorer, siger Tom Duvald.

Udformningen er med til at gøre traktorerne meget mobile.

- Lige nu er en af mine medarbejdere kørt til Stubbekøbing, og har spulet hovedledningen for et entreprenørfirma, som lå 600 meter nede i marken. Og så roeskærer vi også de rørlagte grøfter.

Skiller sig ud fra andre

Designet på maskinerne er med til at gøre, at Lysemose Maskinstation skiller sig ud fra andre på markedet på Sydhavsøerne.

- Man kan sige, at der ikke er nogen hernede, der har noget grej lige som vores. Så det er det her, vi gør, og så koncentrerer vi os om det. Vi trækker ikke roer op eller kører gylle eller andet i den retning. Nu kører vi det her, og det er det, vi gør, siger Tom Duvald og fortsætter:

- Vi har også en ammoniaknedfælder, men det klarer vi på fem-seks dage. Det her med dræn, kører vi og ser på hele året. De her traktorer kan køre overalt, siger han.

Lysemose Maskinstation ligger et lille stykke uden for Maribo. Men det er ikke ensbetydende med, at stationen kun udfører opgaver på Lolland – og Falster for den sags skyld.

- Vi kører lige så længe, som kunden har penge. For år tilbage – en 12-14 år siden – spulede vi på Bregentved Gods (ved Haslev, red.), fordi vi havde det grej, der skulle til, og det var der ikke rigtig andre, der havde, lyder det fra Tom Duvald.

Udover spulingen af drænene kan Lysemose Maskinstation også foretage rodskæringer og reparationer, hvis der skulle opstå problemer med rødder eller brud i drænene.