En tidlig forekomst af fedtemøg i blandt andet Kertinge Nor bekymrer lystfiskere og sportsfiskerforeninger på Fyn. Det skriver TV 2 Fyn.

Organisationen Vandpleje Fyn frygter, at fedtemøget kan påvirke fødegrundlaget for ørreder, når de vandrer fra vandløbene ud i fjordene. Samtidig vurderer man, at udviklingen kan få betydning for fisketurismen, hvis forholdene i fjordene forværres.

Lystfiskeren Ulrik Jeppesen fra Kølstrup fortæller, at udviklingen påvirker hans lyst til at fiske på de fynske kyster. Ifølge ham er der flere steder så få fisk tilbage, at han i dag sjældent tager ud til de ellers populære fiskepladser.

Hos Centrovice peger formand Lars Iversen på, at landbruget allerede har reduceret kvælstofudledningen betydeligt.

- I landbruget har vi reduceret kvælstofudledningen markant, og det burde begynde at hjælpe, men man kan nu blive i tvivl om, hvorvidt der kan være andre stressfaktorer, siger han til mediet.

Han håber, at aftalerne under Den Grønne Trepart bliver gennemført hurtigt.