Efterspørgslen på kartoffelchips er enorm, og det samme er efterspørgslen på danske kartofler til chips. Derfor har Thorsens Chipskartofler A/S planer om at øge ejerkredsen for at kunne øge produktionen.
Hvad skal der dyrkes på markerne i Danmark i de kommende år? Det er et af de spørgsmål, der jævnligt bliver debatteret i forbindelse med den grønne omstilling i Danmark.
Spørger man hos Thorsens Chipskartofler A/S i Sunds ved Herning er svaret nok ikke så overraskende, at man bør dedikere flere marker til produktionen af chipskartofler.
Administrerende direktør i Thorsens Chipskartofler, Jacob Roland Pedersen blev tidligere i år frontmand i firmaet, der er aktionærejet af avlerne. Han kommer med en fortid i kyllingeproduktionen, og det har været noget af en øjenåbner for ham at komme i gang i sit nye job, fortæller han.
- Det har været superspændende, vil jeg gerne sige. Det har været en helt anden verden end kyllingebranchen, som jeg kommer fra. Men så alligevel jo ret ens i forhold til hele setuppet gennem værdikæden, siger Jacob Roland Pedersen og fortsætter:
- Vores kartoffelproduktions værdikæde udgøres af kompetente landmænd i den ene ende, en professionel lagerhåndtering og vidensmedarbejdere i midten samt loyale kunder i den anden ende. Alt dette er kædet sammen i et effektivt maskinrum og meget fleksibelt netværk som i sidste ende gerne skal skabe værdi for kunderne, siger han.
En spændende udfordring
For uforstående kan det måske virke lidt uoverskueligt, men for den administrerende direktør er det en spændende udfordring.
- Altså, hele det puslespil, det er at få det til at køre sammen med nogle gode og passionerede medarbejdere, det synes jeg, har været fedt. Jeg kan virkelig godt lide det, siger Jacob Roland Pedersen.
Thorsens Chipskartofler leverer til både store og små chips producenter flere steder i Europa. Og der er en overordnet god forklaring på, hvordan selskabet ved Sunds udenfor Herning kan holde foden indenfor her.
- Der er en grund til, at vi gennem mange år har oparbejdet en bred kundeportefølje, nemlig at vi kan levere en rigtig god kvalitet til dem. Kvaliteten dækker over selve råvaren der leveres og at denne er i de rette størrelser, mængder – og leveres til tiden. For at kunne dette skal hele værdikæden spille sammen optimalt hele tiden – og det kræver også at vi er ganske fleksible, siger direktøren.
God kartoffelkvalitet i Danmark
Og den mængde, som kunderne skal bruge, bliver ikke mindre. Snarere tværtimod. Derfor har producenten konkrete planer om at udvide sin produktion. Og Danmark er et oplagt sted at få gang i det, lyder det fra Jacob Roland Pedersen.
- De kvaliteter, vi kan producere i Danmark, er temmelig høje. Så det er vigtigt, at vi har nogle avlere, der har lyst til at drive det her videre, og som ønsker at arbejde med den her faglige landbrugsgren, som kartofler er. Især chipskartofler, siger han.
Det kræver nye aktionærer, som minimum skal tegne 20 aktier i selskabet, hvilket rundt regnet vil svare til at man påtager sig en leveringspligt på 20 hektar chipskartofler om året.
Tegningskursen pr. aktie er frem til årsskiftet 2.100 kroner, så man skal altså hoste op med 420.000 kroner, hvis man vil ind i aktionærvarmen.
- Det kan være mange penge for nogen – og derfor har vi også lige lanceret en alternativ måde at blive aktionær på, fortæller direktøren og uddyber:
- Dette er en model hvor man betinger købet af aktierne til opfyldelse af en produktionskontrakt – og hvor beløbet trækkes i kommende afregninger og man dermed får status som aktionær, når beløbet er afdækket, siger han.
Vil øge produktionen
Hos Thorsens Chipskartofler A/S er der allerede lagt en plan for, hvad nogle af pengene fra nye aktionærer skal gå til. Nemlig et større modtage- og produktionsapparat.
- Vores plan er jo at øge produktionen, og det kræver, at vi investerer i vores produktionsapparat, som håndterer kartoflerne, når de er blevet leveret ind til os, siger Jacob Roland Pedersen og fortsætter:
- Vi vil virkelig gerne satse på chips, og følge den trend, der har været i markedet i mange, mange år, hvor forbrugerne vil gerne have kvalitetschips, og det mener vi, at vi kan være med til at levere de næste mange år frem.
Ifølge Jacob Roland Pedersen er der allerede en vis interesse for at blive aktionær hos Thorsens Chipskartofler A/S. Blandt andet derfor afholder virksomheden i Sunds to møder i december, hvor potentielle aktionærer kan høre mere.
Det første af i alt to informationsmøder fandt sted i sidste uge. Det andet informationsmøde finder sted den 13. december fra kl. 10.00 -14.00 på virksomhedens adresse i Sunds. For yderligere information og tilmelding kan interesserede kontakte virksomheden direkte.