Opkøb i dækbranchen vækker glæde hos NDI Group

Dækgiganten Yokohama Rubber Company har ansøgt om opkøb af Trelleborg Wheel Systems. Det vækker begejstring hos NDI Group, der er nordisk importør og distributør af Yokohama-ejede dækmærker.

Ifølge en pressemeddelelse fra Trelleborg har Yokohama Rubber Company ansøgt om at opkøbe Trelleborg Wheel Systems, som producerer dæk til blandt andet landbruget. Dermed ønsker man ifølge meddelelsen at konsolidere sin ledende position inden for dækproducenter i verden og blive en global leder inden for udvikling og produktion af dæk til blandt andet landbruget, maskinindustrien og mineindustrien.

Ansøgningen om opkøbet vil, såfremt handlen godkendes, betyde, at Yokohama kan tilføje dækmærkerne Trelleborg, Mitas, Maximo, Cultor og Interfit til virksomhedens eksisterende dækprogram.

Nyheden vækker glæde hos NDI Group, der er nordisk importør og distributør af Alliance, som producerer dæk til landbruget, og som også ejes af Yokohama.

- Vi er rigtig glade for denne spændende nyhed. Vi tror på, at opkøbet, hvis det falder på plads, kan hjælpe en allerede succesrig dækproducent med at få endnu stærkere kort på hånden, fortæller Jakob Nannberg Scheel, der er salgschef i landbrugsdivision af NDI Group.
 

Læs også