Biogasselskab indtjener 77 millioner kroner

Biogasudvikleren Bigadan har øget sin bruttofortjeneste og bundlinje betragteligt i 2022.

Det danske biogasselskab Bigadan A/S kan tilføje ekstra millioner til sine regnskabsbøger ovenpå et rekordgodt år. Det viser selskabets årsregnskab for 2022.

Bruttofortjenesten stiger med cirka 27 millioner kroner, fra 84 til 111,7 millioner kroner, sammenlignet med 2021. Det udmønter sig i et gevaldigt løft på bundlinjen, hvor man løfter resultatet efter skat fra 45 til 77,2 millioner kroner.

I selskabets ledelsesberetning betegner man resultatet som værende tilfredsstillende.

- I regnskabsåret er der udført opgaver for såvel koncern-interne som koncern-eksterne kunder, og projekterne er overordnet set forløbet på økonomisk tilfredsstillende vis, uddyber Bigadan, anført af adm. direktør Henrik Vestergaard Laursen.

Aktiemajoriteten i holdingselskabet bag Bigadan tilhører milliardæren Karsten Buchhave og hans familie, der ifølge CVR-registret ejer 50-66,7 procent af biogasudvikleren gennem deres selskab B+ Invest ApS. De resterende aktier er ejet af den engelske investor IAE1LP.

Bigadan A/S udvikler, opfører og driver flere biogasanlæg. I holdingselskabet, der blandt andet også ejer selskabet Bioman, er resultatet faldet fra 220 til 206 millioner kroner.

Om det nuværende regnskabsår skriver Bigadan A/S, at man forventer, at resultatet for 2023 vil være »positivt og tilfredsstillende, men dog lavere end det realiserede for 2022«.

Det meste af årets resultat overføres til egenkapitalen, der stiger fra 217,5 til 284,7 millioner kroner. Der var gennemsnitligt ansat 27 medarbejdere i Bigadan i løbet af 2022.

Læs også