Pajbjergfonden, der har til formål at støtte forædlings- og forskningsvirksomhed indenfor planteavl, kan i år fejre sit 100 års-jubilæum. Det bliver blandt andet fejret med indvielsen af et nyt højteknologisk drivhus hos Nordic Seed i Dyngby.
100 år i service er i den grad en anledning til at blive fejret. Dette er også tilfældet for Pajbjergfonden, der har til formål at sikre det danske landbrug et uafhængigt planteudviklingsarbejde gennem forskning og forædling.
Fejringen kulminerer i åbningen af et højteknologisk drivhus hos Nordic Seed i Dyngby. Et byggeri, som Pajbjergfonden har været bygherre på. Drivhuset bliver en hjørnesten i Nordic Seeds fremtidige forædlingsaktiviteter.
Formand for Pajbjergfonden, godsejer Niels Jørgen Bønløkke, glæder sig over indvielsen af drivhuset.
- Vi er stolte af netop i jubilæumsåret at kunne støtte den danske planteforædling med en stor, teknisk avanceret forsøgsfacilitet. Der er hele tiden behov for nye sorter, og det er et kapløb med tiden at lykkes med forædlingsprogrammerne, så landmændene kan bevare deres konkurrencekraft. Vores nye drivhus vil være en god hjælp til, at Nordic Seed og deres kunder fortsat kan være en afgørende spiller på markedet, siger han.
Mange muligheder
Også Kim Bonde Petersen, administrerende direktør i Nordic Seed, er tilfreds over de mange muligheder med det nye drivhus.
- Med vores nye højteknologiske drivhus på 2.500 m2 i Dyngby, der er bygget i samarbejde med Pajbjergfonden, vil vi kunne øge forædlingshastigheden med 1-1½ år fra krydsning til færdig korn-, ærte- eller hestebønnesort. I dag tager det i gennemsnit 6-9 år at udvikle en ny såsædssort, siger han og fortsætter:
- Drivhuset er teknisk optimeret og automatiseret, så vækstbetingelserne i de enkelte vækstrum kan styres med en stor nøjagtighed året rundt. Det sikrer en optimal produktion af nye sortslinjer og -kombinationer til gavn for en hurtig udvikling af nye sorter med nye egenskaber til gavn for landbruget, siger han.
Pajbjergfonden er bygherre på projektet, som ligger på fondens ejendom i Dyngby ved Odder. Nordic Seed driver sine forædlingsaktiviteter på denne ejendom og har investeret i inventaret til det nye drivhus. Den samlede investering i drivhus og inventar løber op i 13 millioner kroner.
Partnerskab
Ifølge Kim Bonde Pedersen er investeringen endnu et stærkt signal om, at Nordic Seed ser et stort potentiale i forædling af landbrugsafgrøder til det nordeuropæiske marked.
- Vi har et stærkt partnerskab med Pajbjergfonden, som siden Nordic Seed blev dannet i 2008, har investeret mange penge i jord og faciliteter, der bliver stillet til rådighed for Nordic Seed’s forædling. Landmænd har klare fordele af sorter, der er forædlet i den samme jord og under de samme klimatiske forhold, som de driver landbrug under. Det gør, at vi kan skræddersy sorter, der passer lige netop de betingelser for vækst, der er i f.eks. Danmark, afslutter han.
vjg
Danish Agros nye ærtebaserede foder til fjerkræ gavner miljøet