Marie-Louise Rugholm Simonsen bliver pr. 1. april 2026 sekretariatschef i Innovationscenter for Økologisk Landbrug Hun kommer med stærke kompetencer inden for ledelse og projektarbejde og har en faglig baggrund som agronom med speciale i biologisk bekæmpelse. Marie-Louise kommer fra en stilling som teamleder for Kontrol, Nord- og Østjylland i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Tidligere har Marie-Louise arbejdet 9 år med økologi både som planteavlskonsulent og projektleder hos Økologisk Landsforening, hvor hun var Landbrugs- og projektchef. Stillingen som sekretariatschef er nyoprettet som et vigtigt led i at styrke innovationscenteret som organisation og samle fagområderne kommunikation, event og projektkoordinering i et fælles ledelsessekretariat. Hun glæder sig til at blive en del af innovationscenterets arbejde for at udvikle økologisk landbrug. ”Jeg er både stolt over og glad for at blive en del af innovationscenterets arbejde. For mig er det meningsfuldt at arbejde med økologi, fordi der ligger et tydeligt værdigrundlag og et klart formål bag alt, hvad vi gør. Innovationscenter for Økologisk Landbrug spiller en vigtig rolle i at få viden helt ud at leve i praksis hos landmændene. Som sekretariatschef vil jeg gøre mit bedste for at skabe gode, trygge rammer og klare processer, så vi kan fokusere på det, vi er sat i verden for. Jeg glæder mig til at bidrage til en stærk fælles retning og endnu større gennemslagskraft,” siger Marie-Louise Rugholm Simonsen.

Indsend navnenyt

Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.