Regnskabschef Steen J. C. Schmidt kan fredag den 1. marts fejre 25 års jubilæum i rådgivningsvirksomheden LandboSyd i Aabenraa.

Han blev 1989 ansat som elev hos Landboforeningen for Als og Sundeved i Sønderborg, som siden fusionerede med Aabenraa Amts Landboforening og blev til LandboSyd.

Steen J. C. Schmidt er 49 år og født og opvokset på et landbrug ved Bovrup mellem Aabenraa og Sønderborg. Han tog i 1989 Højere Handelseksamen, HH, på den daværende Købmandsskole i Aabenraa, og kom derefter i landbrugets tjeneste.

Efter elevtiden på Landboforeningen for Als og Sundeved blev Steen J. Schmidt bogholder samme sted og skiftede til Aabenraa Amts Landboforening i 1994 – seks år før fusionen. Han tog en uddannelse som merkonom i regnskab i 1995, blev i oktober 2010 udnævnt til regnskabschef og er i dag leder af bogholderiet med i alt fire ansatte.

Steen J. C. Schmidt er gift med Lone og har tre børn. Han er i fritiden aktiv som formand for skolebestyrelsen ved Tinglev Skole, i bestyrelsen for Tinglev Vandværk og medlem af Venstres lokalforening i byen.

Jubilæet markeres ved en intern reception på LandboSyd på dagen.

Indsend navnenyt

Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.