40 år midt imellem køber og sælger

Advokatsekretær Annie Storm, TELLUS Advokater kan 6. juni fejre 40 års jubilæum.

Hun er vokset op i Herning, og blev uddannet som kontorassistent/advokatsekretær hos advokatfirmaet Arne Boll i Herning i 1978.

Da det var svært at få job efterfølgende, brugte hun det næste år bag på en traktor, hvor hun plantede træer for Hedeselskabet – for 13 øre per træ.

I juni 1979 kom hun til det daværende ”Landbrugscentret” på Poppelvej i Herning, hvor hun fandt sig godt tilpas med at få alt papirarbejdet omkring ejendomshandler gjort færdig – fra skøder til kontrakter og tinglysninger - så både køber og sælger fik oplevelsen af, at de havde været en god handel.

De 40 år har budt på mange teknologiske spring, hvoraf de store har været at gå fra manuel til elektrisk skrivemaskine og fra kuglepens-noter i kassekladden til edb.

”Jeg kan mærke, at jeg har været med i nogle år nu, når jeg et par gange har været med til at sælge den samme ejendom for 3. gang”, siger hun.

Annie Storm bor stadig i Herning med ægtefællen Lars.

Dagen markeres med en reception for kolleger og familie den  7. juni 2019.

Indsend navnenyt

Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.