Henny Gjørup Madsen
Økonomiassistent
Torsdag den 1. juli kan økonomiassistent Henny Gjørup Madsen, Kirkegaardsvej i Døstrup, fejre sit 40-års jubilæum i Agri Nord.
- Det er slet ikke til at forstå, at der er gået 40 år, siger jubilaren, der ikke er afvisende overfor at gå efter sit 50-års jubilæum også.
Henny Gjørup Madsen startede som elev i 1981 i det daværende Hobro og Omegns Landboforening efter endt HH-eksamen, og det var lidt af en tilfældighed, at det blev landboforeningen.
Hun har dog ikke fortrudt sit valg, da hun gennem de sidste 40 år har haft en god arbejdsplads med gode kollegaer, hvor hun løbende har fået nye udforinger. Hun har for eksempel været med til implementering af nye IT-systemer. Blandt andet Bedriftsløsningen og Summax.
Udover Summax arbejder hun med kontering og regnskaber for både landmænd og andre erhverv, og hun har været ansvarlig for oplæring af flere elever.
- Jeg har prøvet lidt af hvert og har været med, når der er kommet noget nyt, fortæller hun.
Privat bor Henny Gjørup Madsen i Døstrup lige udenfor Hobro sammen med sin mand på en landejendom med juletræsproduktion. Parret har to voksne børn og to børnebørn. Fritiden går med haven, badminton og en tur på cyklen sammen med den lokale cykelklub.
Jubilæet fejres sammen med den nærmeste familie og kollegaer i Multisalen i Hobro Idrætscenter.
Indsend navnenyt
Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.