Mandag den 1. november kan planteavlskonsulent Torben B. Hansen fejre sit 25-års jubilæum i Agri Nord.

Torben er fra Hou i Østvendsyssel.

Torben B. Hansen blev uddannet agronom i 1996 på Landbohøjskolen, hvor han havde specialiseret sig i jordfrugtbarhed og kvælstofdynamik.

Specialet skrev han ud fra forsøg hos Niels Ottesen, Nordkær i Nørhalne, som var kendt for at have en meget levende og frugtbar jord.

Torben B. Hansen fik gennem forsøgsarbejdet kontakt med Agri Nord, hvor han under den sidste del af sin studietid blev ansat. Det medførte at der måtte tages nogen fridage for at forsvare den afsluttende opgave. I de første år af studietiden var han driftsleder på et planteavlsbrug i Nordsjælland.

Torben er fortsat med sin interesse for jordens frugtbarhed og er også specialiseret i salgsafgrøder, frøgræs, og forsikringsopgørelser samt reduceret jordbehandling. Derudover laver han hektaransøgning og gødningsplaner med mere.

Han driver selv et planteavlsbrug på 90 hektar ved Storvorde og dyrker blandt andet spelt til Bageriet Aurion.

Jubilæet fejres med familie og kollegaer den 12. november hos Agri Nord.

Indsend navnenyt

Klik på denne knap for at tilføje navnestof til vores nyhedsside. Som læser kan du selv indsende og dele navneoplysninger.