Biavlere i tusindvis strømmer til København
Op mod 10.000 biavlere fra hele verden er samlet i København til verdens største biavlerkongres.

Arkivfoto
Biavlere fra mere end 120 lande er i disse dage samlet i Bella Center i København til den internationale kongres Apimondia, der for første gang i over 70 år afholdes i Skandinavien.
- Skandinavisk biavl er både innovativt og dybt forankret i tradition, og vi vil vise verden, hvordan bier, mad, forskning og bæredygtighed hænger sammen i de nordiske samfund, siger Torben Strømgaard Hansen, der er formand for Danmarks Biavlerforening, i en pressemeddelelse.
Kongressen løber fra den 23. til 27. september og byder på over 300 videnskabelige oplæg om blandt andet bestøvning, klima og apiterapi. Sidstnævnte handler om at bruge biernes produkter i behandling – for eksempel honningens antibakterielle virkning.
Apimondia, med over 200 stande, er åben for alle.