Maskinstation, maskinhandel, import, salg, service og senest også transportvirksomhed inden for halmtransport. Det hele samlet i et og samme virksomhed hos Stolbrolykke Maskinstation ApS – en familieejet virksomhed, som i tre generationer, har serviceret landbruget i det sønderjyske fra adressen på Lillemadevej ved Nordborg på Als.

I dag er det tredje generation, Henrik Jørgensen, der står i spidsen for virksomheden, med begge forældre Ervin og Sinne Jørgensen på sidelinjen – og der er nok at se til.

Stolbrolykke Maskinstation er nemlig – som navnet kunne antyde – ikke blot maskinstation, men også maskinhandel, transportvirksomhed, værksted og meget andet.

Maskinstation og maskinforretning

Som maskinforretning er Stolbrolykke forhandler af Same, samt underforhandler af Deutz-Fahr. Desuden er der forhandling af UNIA maskiner, og Linhai-ATV´ere. Dertil kommer parallelimport af rendegravere i flere mærker, reservedele, olie, brugte maskiner samt værksted.

Maskinstationsdelen omfatter hele programmet inden for landbrug i form af pløjning, såning, gyllekørsel, sprøjtning, høst, halm, dræn m.v.

Udvidet med vognmandsforretning

Seneste tilføjelse hos Stolbrolykke Maskinstation er transportvirksomhed, hvor det især er halmtransport, der er i fokus.

- Vi har for et trekvart år siden udvidet med en vognmandsdel, og har nu en godkendt vognmandsforretning, og kører fast med to lastbiler, fortæller Henrik Jørgensen, der tilføjer at kunderne både er i Syddanmark samt tyske kunder inden for halmbranchen.

Han tilføjer, at det primært er halm, som man selv har presset og kørt ud, der transporteres, men at der også køres halm for andre i Sønderjylland.

50 års jubilæum

I år er det 50 år siden, at Henrik Jørgensens far, Erwin Jørgensen, i sommeren 1972 startede op med maskinstation.

Ervin Jørgensen startede op med maskinstation efter sin far Jørgen Jørgensen havde startet op med maskiner på landbruget. Derfor var det oplagt at gå med i virksomheden, som han sammen med hustruen Sinne, senere overtog og udvidede.

Blandt andet startede Ervin Jørgensen maskindelen op med import af Same og Lamborghini.

På maskinstationsdelen var Ervin Jørgensen også i front, han var for eksempel blandt de første, der fik bigballepresser.

- Vi har solgt rigtig mange traktorer, fortæller Henrik Jørgensen, der fra han var helt lille også har haft sin gang i virksomheden.

Som voksen blev han udlært som landbrugsmekaniker, og har altid arbejdet i familievirksomheden, som nu altså runder 50 års virke, og i dag har ni ansatte.

50-års jubilæet bliver fejret og markeret med et åbent hus fredag den 20. maj fra kl. 13.00 – 17.00.