Sag droppet: Svineproducent slipper for det store juridiske skafot
En landmand i det vestlige Danmark blev i halvandet år mødt af krav om frihedsberøvelse og rettighedsfrakendelse, men anklagemyndigheden opgiver nu påstandene efter kritik af sagens grundlag.

Sagen mod en landmand, der risikerede fængsel, er nu droppet. Foto: Colourbox
Anklagemyndigheden har netop meddelt, at påstande om rettighedsfrakendelse og fængselsstraf er opgivet. Det oplyser landmandens advokat, Sønderby Legal til Effektivt Landbrug. Det sker, efter at landmanden, der bor i den vestlige del af Danmark, i en længere periode var tiltalt med påstand om frihedsberøvelse og frakendelse af retten til at beskæftige sig med svin.
Men påstandene er nu opgivet. Ifølge anklagemyndigheden havde han overtrådt en række regler i danske bekendtgørelser, som har forbindelse til EU-regler. Bl.a. var reglerne for aflivning af svin tilsidesat ifølge anklageskriftet.
Fødevarestyrelsens beskrivelse i politianmeldelsen lagde ikke fingrene imellem. Det blev fremhævet, at landmanden ikke havde besvaret en høring i e-boks, hvilket underbyggede hans skyld.
Hans tavshed overfor høringen blev anset for at være et vigtigt element i at politianmelde med eftertryk. Anklagemyndigheden kunne derfor ikke gøre andet end at nedlægge påstande om ultimative sanktioner; rettighedsfrakendelse og fængsel, som altså nu frafaldes.
I strid med EU-retten
Ifølge Sønderby Legal er det i strid med det EU-retlige retssikkerhedsprincip at tiltalte ud fra en formodning for skyld. Tiltalte er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og det skal forvaltningen styre ud fra.
Det gælder uanset om en virksomhed ikke får svaret for sig godt nok på kontroltidspunktet eller i e-boks. Tavshed kan ikke domfælde. Men det ændrer ikke ved, at høringer skal tages alvorligt. Det viser sagen ifølge advokatfirmaet.
Landmanden slap dermed med skrækken efter halvandet år med påstandene hængende over hovedet. Tilbage i sagen er nu andre mindre forhold om påstået bødestraf, som ikke er afsluttet, oplyser advokatfirmaet.







































