Vårbyg vipper vinterbyg ned på andenpladsen
Vårbyg er den afgrøde, som flest danske landmænd har søgt om landbrugsstøtte til i år, viser en opgørelse fra Landbrugsstyrelsen, der oplyser, at korn udgør seks af de ti mest dyrkede afgrøder i Danmark.

Tallene fra Landbrugsstyrelsen viser, at der er blevet søgt om landbrugsstøtte til 565.534 hektar med vårbyg. Foto: Camilla Bønløkke.
Det meget våde vejr, der ramte Danmark i sidste vinterhalvår, kan nu også aflæses i statistikkerne. For vårbyg var den afgrøde, som flest landmænd søgte om landbrugsstøtte til i år, viser tal fra Landbrugsstyrelsen, i modsætning til i 2019, hvor vinterbyg kom ind på førstepladsen.
- Vejret er helt afgørende for, hvordan landmændene agerer i marken, og det kan vi aflæse direkte i tallene. Efteråret og vinteren var særdeles våd, hvorfor det var svært for landmændene at så deres vinterafgrøder. De store mængder regn betød også, at mange vinterafgrøderne druknede ude på markerne, der stod under vand. Derfor ser vi, at arealet med vinterafgrøder i 2020 er faldet med mere end 120.000 hektar. I stedet har landmændene satset på vårafgrøder, som er steget med mere end 100.000 hektar, siger teamleder Peter Byrial Dalsgaard fra Landbrugsstyrelsen.
Tallene fra Landbrugsstyrelsen viser, at der er blevet søgt om landbrugsstøtte til 565.534 hektar med vårbyg, en fremgang på over 80.000 hektar i forhold til 2019, mens arealet til vinterhvede faldt med 72.000 hektar fra 2019 til 464.447 hektar.
Mange af afgrøderne i top 10 går primært til dyrefoder, men også til produktion af fødevarer som eksempel brød og øl. Går man på opdagelse i listen, kan man se, at ærter, gulerødder og løg er blandt de grøntsager, som landmændene dyrker flest af i Danmark. Når det kommer til frugt, topper æbler og jordbær listen.
Silomajs og græs med kløver/lucerne kommer ind på de næste pladser i opgørelsen.
hka