Tørken giver dansk kvalitetsvin
Mens mange landmænd må se tørken skade og ødelægge afgrøderne, kan de danske vinavlere se frem til masser af kvalitetsvin fra solmodne druer

Årets danske vinhøst ser rigtig god ud. Vinranker er ikke følsomme for tørke som andre afgrøder. Arkivfoto
Mens mange traditionelle landbrugsafgrøder har lidt under den lange tørke og varme i Danmark, er der til gengæld stor tilfredshed hos de danske vinavlere.
Ifølge Jyllands-Posten har tørken og især den varme den har været ledsaget af, banet vejen for dansk vin af hidtil uset kvalitet. Varme og solskin giver nemlig gode druer, og det er præcist hvad den danske sommer i den grad har budt på i år.
Til gengæld har tørken været underordnet for vinstokkene, og vejen er dermed banet for dansk kvalitetsvin, hvor årgang 2018 tegner til at blive endda rigtig god.
Ikke kun i Danmark
Det er ikke kun i Danmark, at vinhøsten i år tegner til at blive rigtig god. Også hos et af sværvægtslandene indenfor vinproduktion, Frankrig, ser årets vinhøst rigtig god ud.
Således forventer det franske landbrugsministerium, ifølge Ekstrabladet, en høst på mellem 46 og 48 mio. hektoliter i år, hvilket er 27 procent mere end i 2017 og syv procent over de sidste fem års gennemsnit.