Gustav opnår mindre ukrudtstryk og bedre gylleudnyttelse med Strip Till-system
Med Kverneland Kultistrip-stribegrubberen rodes der ikke så meget i jorden, så færre ukrudtsfrø spirer frem. Midtsjællandsk planteavler sår sukkerroer, majs, raps og spinat i de bearbejdede striber med en Kverneland Optima SX-enkornssåmaskine - lige over en streng af udlagt gylle, så gyllens næringsstoffer udnyttes bedre.
En 12-rækkers Kverneland Kultistrip stribegrubber og en ligeledes 12-rækkers Kverneland Optima SX enkornssåmaskine - begge med 50 centimeters rækkeafstand - spiller en helt central rolle i markbruget på Hyrdehøjgaard og Tolstrupgaard ved Nordrup nær Ringsted.
Her driver Michael Mølgaard 900 hektar med majs, sukkerroer, raps, spinat, hvede, byg og frøgræs.
Kverneland Kultistrip stribegrubberen er et jordbehandlingsredskab, der bearbejder jorden i striber som led i reduceret jordbehandling.
Bearbejder jorden i striber
- Vi anvender Kultistrip-stribegrubberen til at bearbejde jorden i de striber, hvor der skal sås, som led i Strip Till-dyrkningssystemet. Imellem de bearbejdede jordstriber efterlades jorden uberørt, fortæller Gustav Norbye, der er fastansat markmand på den midtsjællandske planteavlsbedrift.
- Her på stedet har vi monteret stribegrubberen på en 20 kubikmeter-gyllevogn med samme arbejdsbredde. Så nedfælder og placerer afgasset gylle i de bearbejdede jordstriber i samme arbejdsgang forud for majs, sukkerroer, raps og spinat, som vi tilsammen dyrker på cirka 500 hektar. Nedfældertænderne er bygget ind i stribegrubberen, tilføjer Gustav Norbye.
Sår i de bearbejdede striber
- Efter stribegrubningen og gyllenedfældningen sår vi sukkerroerne, majsen, rapsen og spinaten med Optima SX-enkornssåmaskinen i de bearbejdede striber, hvor der er nedfældet gylle, fortæller han og tilføjer:
- Vi havde i flere år været på udkig efter et system, som på én gang skulle gøre det muligt for os at mindske ukrudtstrykket og placere gyllen. Så var det, at vi fik den ide at montere Kultistrip-stribegrubberen bagpå gyllevognen. Ved ikke at rode mere i jorden end højest nødvendigt opnår vi, at færre ukrudtsfrø spirer, så ukrudtstrykket mindskes.
- Det var sidste år, vi begyndte at arbejde med dette system, så det er kun det andet år her i 2024, vi arbejder med systemet, siger Gustav Norbye og uddyber:
Præcision påkrævet
- Der er tale om et samlet system, hvor præcision er absolut påkrævet. Skal det her fungere, skal der køres i præcist de samme spor - først med gyllevognen med den påmonterede Kultistrip-stribegrubber og derefter med såudstyret. Derfor styres alt med GPS med to centimeters nøjagtighed.
- Med dette setup sikrer vi, at udsæden placeres præcist over gyllestrengene i de bearbejdede jordstriber. Herved opnår vi maksimal udnyttelse af plantenæringsstofferne fra gyllen, forklarer Gustav Norbye.
- Der har selvfølgelig været nogle ting, vi har skullet lære, men både majsen, rapsen og sukkerroerne tegner positivt, fortæller han.
Kverneland Group Danmark A/S
Taarup Strandvej 25 5300 Kerteminde