Gode arbejdsforhold er afgørende for landmænds fremtid
Arbejdsgiverforeningen GLS-A hjælper sine medlemmer med at imødegå de udfordringer, som de står overfor. Derfor har de været på besøg hos gårdejer Hans Christian Dahl, som giver gode råd med videre til sine kollegaer i landbruget.
Landbruget står i store udfordringer. Det er svært at skaffe de dygtige medarbejdere, som er afgørende for at holde produktionsanlæg og drift kørende. Den problematik kender landmand Hans Christian Dahl, som ejer gården Cathrineholm mellem Næstved og Slagelse. Han har tre udlændinge ansat til at passe sine grise og en mand ansat til at vedligeholde de tilhørende driftsbygninger og udlejningsboliger.
Spørger man gårdejeren, er han ikke i tvivl om, hvad der skal til for at tiltrække den sparsomme ressource af medarbejdere.
- Hvis man som virksomhedsleder ikke arbejder med arbejdsforhold, rekruttering og fastholdelse, så løber man ind i udfordringer i fremtiden – hvis ikke man står over for dem allerede. En virksomhed er ikke bedre end sine medarbejdere, mener han.
Rådgivning i øjenhøjde
For at sikre de gode arbejdsforhold for sine medarbejdere bruger Hans Christian Dahl sin arbejdsgiverforening GLS-A til rådgivning i hverdagen, og overenskomsten sikrer, at han tilbyder attraktive vilkår, der er sammenlignelige med det øvrige danske arbejdsmarked.
Det er som regel, når han er i tvivl om en konkret situation med en medarbejder, at han griber røret og ringer til GLS-A. Her får han faglig sparring og juridisk rådgivning til, hvordan han kan håndtere forholdene.
- Der er meget praktik, som man som landmand står alene med, og der er mange digitale indgange, så man er ved at blive vanvittig. Når jeg kontakter GLS-A, føler jeg, at det er mennesker, jeg har talt med før. Jeg skal ikke starte med Adam og Eva, der opstår hurtig en kemi, så man kommer ind til det centrale. Det er overskueligt at kontakte GLS-A, fortæller han.
Netop den personlige kontakt er nøglen i GLS-A’s rådgivning. Derfor er direktør for GLS-A Jens Bjørn Poulsen glad for at høre, at det også er den oplevelse, medlemmer som Hans Christian Dahl står med.
- Det er vores mål altid at være tæt på medlemmerne og tage dialogen i øjenhøjde. Vi skal klæde landmænd og andre arbejdsgivere godt på til at tilbyde de gode arbejdsforhold, det kræver at tiltrække dygtige medarbejdere.
Få mere at vide her!
Arbejdsgiverforeningen GLS-A