SLF og Jysk IT kan nu kalde sig samarbejdspartere. SLF lukker sin IT-afdeling og har indledt et samarbejde med Jysk IT.

De hidtidige kunder i SLF´s IT-afdeling vil ikke mærke den store forskel. Afdelingen i Vojens er bemandet med én-tre mand hver dag, som varetager servicen her fra. Alle kan fortsat komme ind med deres pc’er under armen og få lavet et serviceeftersyn eller en ”virusdesinfektion”. Man kan også kontakte Jysk IT direkte ved at ringe til SLF, hvis man skal have tilbud på en ny IT-løsning hjemme på bedriften eller i virksomheden.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Jysk IT både har kompetencerne og de nødvendige specialer, der sikrer en høj faglighed.  Jeg ser det som det perfekte match til de behov, vi har i SLF og i de tilhørende datterselskaber og ikke mindst til vores medlemmer og kunder, og derfor glæder jeg mig til samarbejdet, fastslår Erik Lydiksen.

- Vi er faktisk landets største leverandør af IT til landbrug og andre lignende erhverv.  Vi er rigtig glade for nu at kunne samarbejde med SLF om IT-service. Jo flere vi er, jo bedre kan vi specialisere os og sikre effektiv drift, siger Peter V. Tomsen, der står i spidsen for Jysk IT..

Jysk IT har 33 medarbejdere, der er beskæftiget med alle former for IT-support indenfor landbrug, mindre erhvervsvirksomheder og virksomheder med flere hundrede ansatte.