Der er nye gødningsregler i høring, som forventes vedtaget her til foråret.
Det medfører sandsynligvis, at N-kvoten til 2016 sæsonen bliver forøget, og dermed er der også udsigt til bedre udbytter og bedre kvalitet af afgrøderne. De nye muligheder betyder også, at dyrkningsstrategien skal tilpasses. Derfor afholder Landbo Limfjord et møde om plantedyrkning, og hvordan det ekstra kvælstof anvendes bedst muligt.
”Planteavlskonsulenterne vil på mødet fortælle om de nye muligheder, fordelingen af N mellem afgrøderne, udnyttelse af husdyrgødning, vækstregulering, gødskningsniveauets indvirkning på plantesygdomme og ukrudtsbekæmpelse,” fortæller planteavlskonsulent Henning Hougaard. ”Vi vil forsøge, at komme ind på alle de vigtigste emner for planteavlerne”.
Henning fortæller videre, at det er vigtigt, at man bruger det ekstra kvælstof med omtanke således, at man reelt udnytter det ekstra kvælstof til at få bedre økonomi i planteavlen. Hvis det bruges forkert, er der risiko for, at man godt nok får højere udbytter og bedre afgrøde kvalitet, men at man sætter økonomien over styr, hvis man samtidigt får større omkostninger til gødning og planteværn. Mængde og strategi skal tilpasses forholdene på den enkelte bedrift, forklarer han.
Af hensyn til forplejningen på mødet d. 3. marts, beder arrangørerne om tilmelding på 96153000 hurtigst muligt.