Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold fandt ved et kontrolbesøg i sidste uge 50 kg ulovlig medicin i en svinebesætning nær Viborg. Af emballagen fremgik, at der var tale om tetracyklin (antibiotika) produceret i Kina. Det meddeler styrelsen i en pressemeddelelse.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) erklærer sig rystet over fundet.

- Jeg er rystet over, at man som svineproducent kan opføre sig så uansvarligt. Ulovlig import af medicin, der formodentlig er antibiotika, udgør en risiko for fødevaresikkerheden og kan true muligheden for at behandle sygdomme hos mennesker og dyr effektivt. Jeg er glad for, at Fødevarestyrelsen så hurtigt har afdækket sagen og tager relevante forholdsregler. Det viser, at kontrollen virker, siger han.

Den fundne type tetracyklin er ikke et godkendt veterinærlægemiddel i Danmark, og derfor er det ulovligt at anvende i svineproduktion. Medicinen er beslaglagt, og der er sendt prøver til laboratorieundersøgelse for at fastslå indholdet med sikkerhed.

Må ikke flytte dyr

Fødevarestyrelsen har nedlagt forbud mod, at der flyttes dyr fra de berørte besætninger. Når prøvesvarene foreligger i denne uge, tager Fødevarestyrelsen stilling til, hvornår dyr igen må flyttes fra besætningerne.

Veterinærkontrollen ved slagterierne har fået besked på at tilbageholde kød fra dyr, der kommer fra de pågældende svinebesætninger.

Kontrollen blev gennemført efter, at prøver fra to slagtesvin var fundet positive for en ulovlig type tetracyklin. Indholdet i slagtesvinene var under gældende grænseværdier.

Medicinen er indkøbt ulovligt gennem en ukendt leverandør. Ejer er ifølge Fødevarestyrelsen orienteret om, at forholdet vil blive politianmeldt.