Onsdag klokken 15.36 blev spændingen udløst ved Landbrug & Fødevarers delegeretmødet i Herning. En ny formand i skikkelse af Martin Merrild blev udråbt.

De afgivne stemmer var talt op bag lukkede forhæng, og det blev altså Martin Merrild, der kunne overtage den formandskasket, der hidtil havde tilhørt Niels Jørgen Pedersen.

Mens den nye formand fik 257 stemmer, fik Henrik Frandsen 207 af slagsen. I alt blev der afgivet 464 gyldige stemmer, og Martin Merrild fik dermed absolut flertal.

De to kandidater til formandsposten fik inden afstemningen hver seks minutters taletid.

Henrik Frandsen kom blandt andet ind på vandplanerne, hvor han pegede på, at man skal væk fra generelle restriktioner og finde virkemidler, der ikke begrænser landbrugsproduktionen.

- Vi er fremtidens vindererhverv. Vælger I mig, får I en formand, der brænder for en bedre fremtid for landbruget, sagde Henrik Frandsen, da hans seks minutters taletid var ved at rinde ud.

Herefter gik Martin Merrild på talerstolen, hvor han blandt andet pegede på en stigende kontrol af landbruget – eksempelvis i forbindelse med antibiotikaforbruget.

- Hvorfor skal vi bruge tid og kræfter på retssager? Vi er ordentlige og hæderlige folk. Vi ønsker dialogen, konstaterede Martin Merrild. 

Du kan læse mere fra delegeretmødet i Effektivt Landbrug torsdag.

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.