Aktiv fynsk pløjedag
PLØJNING: Fyns LandboUngdoms fynspløjning blev afviklet sammen med veterantraktorklubbens aktivitetsdag på Sandager Skovgaard.
Selv om Fyns LandboUngdoms fynsmesterskab i pløjning kun havde to deltagere, blev det alligevel en aktiv dag, da fynspløjningen blev afviklet lørdag den 5. september på Sandager Skovgaard ved Gislev, hvor gårdejer Jens Egedal havde stillet mark og maskinhus til rådighed.
Succes'en skyldtes, at Fyns LandboUngdom af Motor og Veterantraktor Klubben Fyn var blevet indbudt til at afvikle konkurrencen i forbindelse med veterantraktorklubbens årlige aktivitetsdag med blandt andet klubbens egen fynspløjning med gamle traktorer og plove.
Det betød, at flere end 40 traktorer var i marken på en gang. Og da programmet tillige bød på hestepløjning, var der hele tiden masser at se på for de ca. 300 tilskuere, som mødte op i dagens løb.
I fædres furer
De to landboungdomspløjere var Anders Larsen fra Vestfyns LandboUngdom og Gustav Rabølle Knudsen fra Sydfyns LandboUngdom. De to, der stillede op i henholdsvis junior- og seniorklassen, pløjede begge med 2-furede Kverneland standardplove. I øvrigt de samme plove, som deres respektive fædre, Bjarne Larsen, Gamborg, og Knud Rabølle Knudsen, Simmerbølle, tidligere har vundet mange mesterskaber med.
Selv om både Anders Larsen og Gustav Rabølle Knudsen på forhånd var sikre på at vinde hver sin klasse og dermed gå videre til DM, gjorde de sig begge stor umage og præsterede førsteklasses pløjning.
Dygtige veteraner
Veterantraktorklubbens fynspløjning havde ni deltagere, hvoraf seks efter særlige regler går videre til DM i veteranpløjning.
Fynsmester med 77,96 point blev Claus Bech, som med en af arrangementets ældste traktorer, en Farmall H fra 1948, trak en 2-furet bugserplov. Nummer to med 77,33 point blev Henning Sørensen med en 2-furet 12" Överum liftplov fra 1959, trukket af en Volvo T 25, ligeledes fra 1959. Trediepladsen gik med 76,58 point til Morten Ravn Kjærgaard, som havde en Fordson Dexta fra 1958 for en 2-furet Fraugde plov.
De øvrige placeringer var: Keld Nielsen 67,88 p., Bent Nielsen 65,00 p., Jørgen Skov Jørgensen 64,88 p., Allan Pedersen 63,00 p., Jørgen Greve 62,13 p. og Henrik Rasmussen 54,17p.
Kolbøtter på forlandet
Uden for konkurrencen udførte ikke færre end 30 veterantraktorer »hyggepløjning« på et areal ved siden af konkurrence-pløjefeltet. Her kunne man se traktorer i alle mulige størrelser, lige fra 1-cylindrede Allgaier og Deutz med 1-furede plove til en kæmpe stor Farmall 1568 importeret fra USA og med en 7-furet bugserplov bagefter.
Et maskinsæt, som tiltrak sig særlig opmærksomhed, var en Minneapolis Moline traktor fra 1948 med en 2x2-furet 16" Moline Roll Over »kolbøtte« vendeplov. Begge dele importeret fra USA af Lars Nørregaard, Myllerup. Ploven, der er uden hydraulik, vender med en kolbøtte »på tværs«, når den tages op af furen.