Planteavler Vagn Juszczyk i Dannemare på Vestlolland har afhændet sine udtagningsrettigheder og dyrker nu for første gang i mange år al sin jord med afgrøder.

Med det ustadige forårsvejr kan pløjning af en brakmark længst ude mod Østersøen blive det første arbejde, som planteavleren skal i gang med.

- Jeg ændrer planerne og skal have brakmarken pløjet og tilsået med vårbyg. Nu skal jeg nemlig slet ikke have brak mere, fordi jeg har afhændet mine udtagningsrettigheder. Derfor kan jeg nu dyrke al jorden. Det er en af de muligheder, landbrugsreformen har givet os, forklarer Vagn Juszczyk.

Tidligere opfyldte Vagn Juszczyk sin brakforpligtigelse på et lejet areal på den lille Vejrø nord for Lolland.

Med arealer bag digerne tæt ud mod Østersøen er Vagn Juszczyk afhængig af velfungerende afvandingskanaler på de marker, der ligger på niveau med havet.

Afvandingskanalerne oprenses hvert år og kræver desuden opmærksomhed ved dyrkningen.

- Vi har jo en række sprøjtemidler, som ikke må anvendes tæt på vandmiljøet. Til gengæld har vi langs de menneskeskabte afvandingskanaler ret til at dyrke jorden tættere på brinken end ved naturlige vandløb. Derfor indgår det ikke i mine planer at udlægge brak langs kanalerne, siger Vagn Juszczyk.

Planteavlsbedriften Amalieager, som ejes af Benthe og Vagn Juszczyk, ligger ved Dannemare på Vestlolland og er på i alt 226 hektar.

Bedriften omfatter specialiseret planteavl med sukkerroer, fremavlskorn, hvidkløver og græsfrø. Derudover energiproduktion med to vindmøller og leverance til halmværk samt turismeaktivitet med bondegårdsferie.