10 kilo nyplukkede jordbær blev sendt med fly fra Billund Lufthavn i en kølecontainer med mælkeprodukter fra landsholdets sponsor, Arla, men mandag blev de velankommet til Seoul tilbageholdt af de sydkoreanske toldmyndigheder.

- Vi havde på forhånd fået besked fra de sydkoreanske myndigheder om, at det også var tilladt at indføre jordbær. Men da sendingen ankom til Sydkorea, var beskeden en anden, fortæller logistikchef hos Arla Foods, Claus Haase.

Som alle øvrige i dette land håber man i Arla, at det danske fodboldlandshold går videre til mellemrunden, som foregår i Japan - og dér har mere held til at kunne forsyne de ophedede danske spillere med friske, røde jordbær.